Annonce
Trekantområdet

Opgiver retssag: Stig Gerdes svirper håndklædet i ringen

Stig Gerdes har besluttet at kaste håndklædet i ringen og opgive sin retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Men det betyder ikke, at han stikker piben ind. Næste projekt bliver en bog. Foto: Søren Gylling
Den tidligere Fredericia-læge opgiver nu endegyldigt sin retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Men han kaster håndklædet med et svirp, som han håber kan mærkes.
Annonce

Snoghøj: To små ord, der gør en stor forskel. To ord, Stig Gerdes har tænkt længe over og smagt på flere gange, inden han lod sin advokat skrive dem ned og sende dem til landsretten: Sagen hæves.

- Jeg er selvfølgelig ked af at skulle opgive sagen. Men det gav ikke mening at fortsætte. Ikke længere. Jeg har ikke en chance for at vinde. Så nu vil jeg i stedet bruge energien på at skrive en bog om min sag. Jeg håber, at sådan en bog kan gøre en forskel, siger Stig Gerdes til Fredericia Dagblad.

Stig Gerdes er ikke længere læge. Det har han ikke været, siden Styrelsen for Patientsikkerhed inddrog hans autorisation i januar 2017.

Han har kæmpet i retten for at genvinde sin titel og faglige ære. Men nu er det slut. Retssystemet forhindrer ham i at stille uddybende spørgsmål under ankesagen. Og uden dem mener Stig Gerdes ikke, at han har en reel mulighed for at forsvare sig. Hans advokat er enig.

- Jeg ville stille syv spørgsmål. Kammeradvokaten sagde ok til, at jeg stillede fire af dem. Men landsretten vil kun tillade ét. Det vil altså sige, at retten vil tillade mig mindre plads til at forsvare mig, end min modpart i sagen vil. Det fortæller mig, at landsretten har afgjort sagen på forhånd. Og så har jeg jo ikke en kinamands chance. Min lægeuddannelse har lært mig at sige stop for behandling, når det ingen mening giver at fortsætte. Den indsigt bruger jeg til at tage denne her beslutning, siger han.

Jeg dropper sagen, men kæmper stadig for sandheden.

Stig Gerdes

Annonce

Skranter og kanter

Stig Gerdes' helbred er ikke, hvad det har været. Han skranter. For to uger siden fik han nye elementer lagt ind i begge knæ, og han plages af smerter og dårlig søvn.

- Samtidig er jeg blevet gammel. Jeg er fysisk svækket. Jeg har gigt, og min prostatakræft kan risikere at eksplodere når som helst. Måske jeg slet ikke er her om et år, siger han med et blik, der ikke klart afslører, om han tror på den ene eller den anden prognose.

Hans konklusion er, at han hverken har tid, råd eller energi til at kæmpe videre i og med et system, han ikke længere har tiltro til.

- Læger, der overser meningitis ved en ung mand, som dør af det, straffes med en bøde. Men jeg mister min autorisation, fordi jeg redder en ung kvindes liv. Hvem kan forklare mig proportionaliteten i dét? spørger han retorisk og tager et sip af sin pulverkaffe med mælk.

Gerdes er berygtet for sin stædighed og kampgejst. Men efterhånden kan han mærke, at nogle kanter er slebet af ham - enten på grund af alderen eller på grund af de mange sammenstød med myndigheder.

- Jeg kan godt se, at jeg ikke er ufejlbarlig. Og når jeg flyver op i helikopteren, kan jeg også godt se, hvorfor styrelser er, som de er - og hvorfor de har brug for at kunne retfærdiggøre sig over for de kværulant-forrykte. Men når der åbenlyst er sket fejl, skal selv styrelser være voksne nok til at erkende det. Det kæmper jeg for - før kæmpede jeg i retten, nu bliver det med en bog, siger Stig Gerdes, som håber, at bogen er klar inden for et år.

Annonce

Noter til disponering

Allerede under samtalen med Fredericia Dagblad grifler Stig Gerdes noter ned på et stykke papir, hvor også en foreløbig disponering til den kommende bog er noteret.

Han bruger en kuglepen fra sin gamle lægepraksis. "Alment praktiserende læge Stig Gerdes ApS Fredericia", står der på den.

Sagen, advokatudgifter, tabt fortjeneste og mistet salg af praksis har ifølge Gerdes selv kostet ham i omegnen af seks-syv millioner kroner.

- De er tabt, men fuck det. Jeg kunne kæmpe i retten for at få min lægetitel tilbage, men fuck den. Hvad skulle jeg med den titel nu efter så lang tid? Nu handler det om at ændre systemet, så det bliver mere modtageligt for fornuft. Som det er nu, er lægerne jo bange for at stå ved deres arbejde og tale om de fejl, de oplever, siger Stig Gerdes med henvisning til en nylig undersøgelse i Dagens Medicin.

- Man bør ikke være bange for at gøre det rigtige, siger han.

Stig Gerdes' "forbudte spørgsmål"

Stig Gerdes og hans advokat ville i landsretten stille syv spørgsmål til Retslægerådet. Spørgsmålene var skriftlige, lange og bar præg af at være skrevet af en advokat til en advokat. Herunder forsøger Fredericia Dagblad at forkorte og "oversætte" dem til almindelig dansk.
  1. Mener Retslægerådet, at Karina Hansen (patienten, hele sagen drejer sig om, red.) har en fysisk sygdom eller en psykisk sygdom? Stig Gerdes mener, at hun havde en fysisk sygdom, selvom landsretten skriver, at han mener noget andet.
  2. Retslægerådet bedes svare på alle spørgsmål ud fra den betragtning, at Karina Hansens sygdom var fysisk.
  3. Mener Retslægerådet, at Karina Hansen trods sin umyndiggørelse var i stand til selv at forholde sig til den behandling, hun fik fra Stig Gerdes?
  4. Hvad ved Retslægerådets medlemmer om sygdommen ME, der af WHO er anerkendt som en fysisk sygdom - i modsætning til såkaldt funktionelle lidelser?
  5. Hvilken betydning har medicinering før og efter Gerdes' overtagelse af Karina Hansen haft for hendes psykose i juni 2016?
  6. Hvad ville efter Retslægerådets mening have været det rigtige for Stig Gerdes at gøre mht Karina Hansen?
  7. Mener Retslægerådet, at Stig Gerdes' behandling af Karina Hansen var den rigtige - taget i betragtning, at Center for Funktionelle Lidelser havde opgivet at behandle hende videre?

Landsretten vil kun tillade Stig Gerdes at stille spørgsmål nummer 3. Retten slår dog i samme omgang fast, at Retslægerådet selv bestemmer, om det vil svare på spørgsmålet.

Stig Gerdes og hans advokat, Anders Quistgaard, tabte i byretten og ankede til landsretten. Men nu er ankesagen opgivet. Foto: Peter Friis Autzen
Gigt, prostatakræft, alder, to nyoperede knæ og en presset økonomi er medvirkende til, at Stig Gerdes trækker sig fra den planlagte retssag. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

SønderjyskE-sportschef gav grønt lys til at starte festen

Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce