Annonce
Billund

Opgravning af den gamle losseplads i Grindsted vil koste op mod 870 millioner kroner

Den gamle losseplads i Grindsted ligger som et ubenyttet tilvokset område mellem Grindsted Gokartbane og Grindsted Flugtskydebane lige uden for byen. Det er offentlig tilgængeligt, men ved alle adgangsveje er opstillet skilte, som advarer mod ophold på området og fortæller om lossepladsens forureningshistorie. Foto: Andreas Bjerre
Forurening fra Grindstedværket har allerede gjort Grindsted by og Kærgård Klitplantage til to af Danmarks generationsforureninger. En gammel losseplads uden for Grindsted kan snart komme på listen som landets 11. generationsforurening.
Annonce

Grindsted: Op mod 870 millioner kroner ekstra.

Så meget er regningen vokset med, hvis der skal ryddes op efter Grindstedværkets deponeringer af affald i og omkring Grindsted.

Det er denne gang byens gamle losseplads, som er årsag til den kæmpe ekstraregning. En ny undersøgelse har nemlig vist, at lossepladsen gemmer på større mængder forurenet jord end oprindelig antaget.

At den gamle losseplads er forurenet, er ikke ny viden. Fra luftfoto, mundtlige overleveringer og undersøgelser af grundvandet ved man, at der i perioden 1962-1977 blev deponeret spildevand fra Grindstedværket i en såkaldt grube (en udgravning).

- Undersøgelsen har vist, at gruben er større, end man kan se på de enkelte luftfotos. Vi havde antaget en-to hektarer, men det er omkring tre. Det er sværere at sige, hvor mange kubikmeter forurenet jord, der ligger, for så skal vi også kende dybden i hele området, siger Lone Dissing, geolog fra Region Syddanmark.

Annonce

249 svømmebassiner

Undersøgelsen anslår dog, at der gemmer sig omtrent 179.000 kubikmeter stærkt forurenet jord. Det vil svare til, at man kan fylde det store bassin i Grindsted Svømmehal 249 gange.

De forurenende stoffer er en fæl blanding af for eksempel kviksølv, medicinske stoffer, oliestoffer og klorerede opløsningsmidler.

Grundvandet under lossepladsen strømmer vestpå - og dermed væk fra drikkevandsbassinerne øst for Grindsted. Til gengæld er frygten i Region Syddanmark, at forureningen i fremtiden når ud til Grindsted Engsø eller Grindsted Å, ligesom forureningen fra Grindstedværkets fabriksgrund allerede gør.

Grindsteds gamle losseplads

Grindsteds gamle losseplads er beliggende lige syd uden for byen.

Lossepladsen var uden opsyn og modtog i sin aktive dage (fra 1930'erne til 1970'erne) husholdningsaffald, bygningsaffald, spildevandsslam og industriaffald, herunder kemikalier.

Lossepladsen er i dag et ubenyttet areal, som er delvist vokset til med busk og krat. Der er offentlig adgang, men skilte med "adgang frarådes" er sat op omkring området.

I så fald vil forureningen fra lossepladsen påvirke vand- og dyrelivet i søen og åen dermed blive Danmarks 11. generationsforurening. Det er forureninger, som koster over 50 millioner kroner at rydde op i, og som påvirker enten menneskers sundhed, drikkevand eller overfladevand. En ny undersøgelse skal nu vise, om det er tilfældet.

- Fanen fra lossepladsen strømmer ikke ligeså hurtigt og direkte ned mod åen, som fanen fra fabriksgrunden. Derfor er vi usikre på, om fanen på et tidspunkt i fremtiden når ud til åen. Den kan måske nå åen i så fortyndet og nedbrudt grad, at det ikke er et problem for åen, forklarer Lone Dissing.

Annonce

Heftig pris

Undersøgelsen sætter samtidig et skøn på, hvad det ville koste at opgrave de 179.000 kubikmeter forurenet jord, hvis det bliver nødvendigt: Op mod 870 millioner kroner.

Derfor må Folketinget snart komme på banen med midler til oprydning efter generationsforureningerne, mener Jørn Lehmann Petersen (S), formand for miljøudvalget i Region Syddanmark:

- Vi har fået et parkeret "bilvrag" overladt fra tidligere generationer. Det bøvler vi nu med at få væk, og det er blevet dyrere, end hvis tidligere generationer havde fjernet det, før det begyndte at sive ud fra motor og tank. Hvis vi lader det stå til næste generation, bliver det dyrere i næste led igen. Derfor skylder vi næste generation at være proaktive nu og rydde op i det omfang, vi kan, siger formanden.

Annonce

Måske ikke opgravning

Prisen på de 870 millioner er for en total opgravning. Men det er ikke sikkert, at det bliver løsningen, hvis der skal ske noget med lossepladsen.

- Vi har testet andre metoder i Kærgård Klitplantage, som er væsentlig billigere og mere effektive i forhold til opgravning. Derfor er det for tidligt at sige, om det i givet fald skal graves op, eller om det kan behandles, hvor det ligger, siger Jørn Lehmann Petersen.

Baggrund om Grindsted-forureningen

  • Den gamle losseplads i Grindsted er et af flere giftdepoter, som stammer fra det tidligere Grindstedværkets produktion af blandt andet medicinalvarer.
  • Den tidligere fabriksgrund midt i byen, det såkaldte banegravsdepot nord for byen samt Kærgård Klitplantage i Varde Kommune er også forurenet af affald, kemikalier og spildevand fra værket. Det skete i perioden fra 1924 og ind i 1970'erne.
  • Forureningen fra den tidligere fabriksgrund strømmer i dag under byen og siver op i Grindsted Å, som blandt andet hvert år tilføres 235 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid.

  • Drikkevandet er dog ikke i fare, da Grindsteds drikkevand indvindes øst for byen - langt fra de forurenede områder.
  • Mange Grindsted-borgere har været bekymrede for, hvilke konsekvenser den årelange forurening har for deres helbred, men en undersøgelse har slået fast, at der ikke er en øget sygdomsforekomst i byen.

Den gamle tilkørselsvej er også næsten helt groet til. Her advares også om adgang til området. Foto: Andreas Bjerre


Vi har fået et parkeret "bilvrag" overladt fra tidligere generationer. Det bøvler vi nu med at få væk, og det er blevet dyrere, end hvis tidligere generationer havde fjernet det, før det begyndte at sive ud fra motor og tank.

Jørn Lehmann Petersen

Torsdag morgen talte Radio4 med Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, om forureningen på den gamle losseplads i Grindsted. Lyt med herunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce