Annonce
Indland

Opholdsforbuddet på Christiania forlænges for syvende gang

Pusher Street og Green Light District er kendt for handel med hash. (ARKIVFOTO). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Siden 7. januar har der været opholdsforbud på dele af Christiania. Forbuddet forlænges nu en uge.

Ved Pusher Street og Green Light District på Christiania må man gerne bukke sig ned for at binde sit snørebånd, men det koster en bøde, hvis man sætter sig ned for at drikke en kop kaffe.

Københavns Politi har onsdag valgt at forlænge det midlertidige opholdsforbud på dele af Christiania for syvende gang.

Forbuddet blev for første gang indført den 7. januar.

- Det sker, da vi fortsat vurderer, at det er nødvendigt for at forhindre smittespredningen i området, skriver Københavns Politi på Twitter.

Det midlertidige forbud gælder alle dage mellem klokken 10.00 og midnat frem til og med den 10. marts.

I kølvandet på forbuddet i januar besluttede Christianias beboere at lukke de tre hovedindgange med hegn.

Årsagen var, at handlen med hash, som normalt foregår i områderne omfattet af opholdsforbuddet, havde spredt sig til andre steder på Christiania.

Københavns Politi skriver i en pressemeddelelse onsdag, at perioden igen kan forlænges, hvis politiet skønner det nødvendigt. Samtidig fortsætter politiets øgede tilstedeværelse på og omkring Christiania.

Det er tilladt at tage ophold på stederne mellem klokken 00.01 og 09.59.

I tidsrummet mellem klokken 10.00 og midnat er det fortsat muligt at lufte hund og gå eller løbe en tur. Men tager man ophold i zonen, kan det være strafbart og udløse en bøde på 2500 kroner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Ambulanceredderne troede, Morten var død: Sov uvidende på bagsædet, da hans kammerat kørte galt

Annonce