Annonce
Tønder

Opklaret: Fejl i flere kloakker udløste ulækker oversvømmelse

Sådan så der ud flere steder langs Engeriis i august, efter at et skybrud havde fået kloakkerne til at løbe over. Privatfoto
Efter et skybrud i august sidste år løb kloakkerne ved Engeriis i Agerskov over. Nu er fejlen fundet.
Annonce

AGERSKOV: I august sidste år var borgerne i Agerskov i oprør. Efter et voldsomt skybrud flød det i området omkring Engeriis med kloakvand.

- Det lugtede ikke bare, det stank, sagde den lokale Spar-købmand Sonja Rosenfeldt Petersen, efter at hun forinden havde lagt et harmdirrende opslag på Facebook. Det var nemlig ikke første gang, at der var problemer med ulækre oversvømmelser i netop det område.

Tønder Forsyning rykkede ud og fik lige netop spulet og ryddet op, inden netop Engeriis og andre gader i Agerskov lagde asfalt til et stort cykelløb. Da det var overstået, gik forsyningen i gang med at undersøge, hvad der er galt.

Agerskov var blevet seperat-kloakeret tilbage i 2010/11, og dermed burde regnvand og spildevand ikke længere løbe gennem samme system. Men det gjorde det.

Skybrud

Skybruddet, der fik kloakkerne til at løbe over i august i Agerskov, var voldsomt. Tønder Forsynings egne målinger viste, at der faldt 24 millimeter regn på 21 minutter.

Som tommelfingerregel gælder, at der er tale om skybrud, når der falder 15 millimeter på 30 minutter.

Annonce

Frist til 1. marts

I forbindelse med undersøgelsen, der blev gennemført med specialkameraer, blev hele kloaksystemet gennemlyst. Her kom det frem, at der 21 husstande i området, der skal have udbedret deres private kloaksystem, så der ikke længere løber regnvand i den kloakledning, der udelukkende er beregnet til sanitært spildevand.

- Ledningen til sanitært spildevand har ikke kapacitet til at lede regnvand bort, derfor sker der overløb til terræn, når der er fejlkoblinger, fremgår det af den redegørelse, som Tønder Forsyning har sendt til teknik- og miljøudvalget.

Heraf fremgår også, at det ikke kun er de private husejere, der var årsag til de ildelugtende problemer.

Undersøgelsen viste nemlig også, at der var fejl i Tønder Forsynings- og i kommunens ledningssystemer. Disse fejl er ved at blive rettet.

Samtidig har også de berørte husejere fået frist til henholdsvis 1. februar og 1. marts til at udføre de reparationer, som de er blevet pålagt.

Annonce

Flere steder

Af redegørelsen overfor teknik- og miljøudvalget fremgår endvidere, at det ikke kun er i Agerskov, at Tønder Kommune/Tønder Forsyning arbejder med at få orden i spildevandsforholdene.

I både Bredebro, Højer og Arrild er en række husejere blevet kontaktet med pålæg om at få rettet kloakkerne på deres egen grund. Borgere i Brøns og Skærbæk kan forvente at blive kontaktet først i det nye år med en tilsvarende opfordring.

Ifølge direktør Ditte Lundgaard Jakobsen vides det ikke, hvor længe siden det er, at de 21 husstande i første omgang fik lavet kloakeringen, der altså er fejlbehæftet. Derfor er det heller ikke til at sige, om det er den enkelte husejer eller kloakmesteren, som har lavet arbejdet, der skal betale for den fejlagtige separering af regn- og spildevand.

Undersøgelsen af kloaknettet omkring Engeriis blev i august gennemført med specialudstyr. Undersøgelsen påviste en del fejl. Foto: Tønder Forsyning
Toiletpapir og andre efterladenskaber. Sådan så der ud flere steder langs Engeriis i august, efter at et skybrud havde fået kloakkerne til at løbe over. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce