Annonce
Sport

Oprykkerne fra Silkeborg jagter målmandsforstærkning

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Silkeborg har klubbens målmandstræner som reserve og jagter derfor en ny keeper til superligatruppen.

Silkeborgs tidligere førstemålmand Thomas Nørgaard har denne sommer stoppet sin aktive karriere, men ikke desto mindre har han siddet på bænken i sæsonens to første kampe i Superligaen.

Det er dog ikke, fordi Nørgaard har genoptaget karrieren. Det skyldes derimod, at Silkeborg er tyndt besat på målmandsposten, hvor unge Oscar Hedvall lige nu er truppens eneste målmand.

Ud over Nørgaard har Peter Friis Jensen også sagt farvel til klubben denne sommer, da han er taget til Vendsyssel FF, og Silkeborg har ikke hentet ny målmand - endnu.

- Vi skal have en målmand mere i truppen, og det arbejder vi på at hente, slår sportschef Jesper Stüker fast.

Thomas Nørgaard, som efter karrierestoppet er blevet målmandstræner i Silkeborg, understreger da også, at han ikke har genoptaget karrieren.

- Vi står i den situation, at det lige nu kun er Oscar, der er på kontrakt, mens vi også har en ung målmand, som har trænet med i hele opstarten, men vis situation stadig er uafklaret.

- Kent Nielsen (Silkeborg-træner, red.) har valgt, at han gerne vil have mig med på bænken, så det har jeg selvfølgelig sagt ja til.

- Men det er ikke planen, at jeg skal starte op igen som aktiv, siger Nørgaard.

Silkeborg er kommet skidt fra start i Superligaen, da oprykkerne har tabt de første to kampe med 0-3 til henholdsvis Brøndby og Horsens.

De dårlige resultater får dog ikke sportschef Jesper Stüker til at gå i panik og straks hente nye spillere.

- Det er selvfølgelig en dårlig start, og der er ting, vi skal have løftet, men det skal primært gøres med den trup, vi har nu, siger sportschefen.

- Vi har en idé om, hvilke positioner vi vil forstærke, og kan vi hente et par spillere udefra, som kan hjælpe til med at få løftet niveauet, kigger vi selvfølgelig på det.

- Det kan sagtens tænkes, at der går noget tid, før vi har truppen på plads. Kent og jeg har is i maven og er tålmodige med at få hentet de helt rigtige spillere, siger Stüker.

Cheftræner Kent Nielsen kom til klubben før denne sæson.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce