Annonce
Danmark

Opsigtsvækkende opråb under coronakrise: Flere bør kontakte lægen

Selvom dele af sundhedsvæsenet forventes at blive voldsomt presset af coronakrisen, skal man ikke tøve med at ringe til sin praktiserende læge, hvis man føler, at man har behov for det, lyder det fra de praktiserende lægers organisation, PLO. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Patienter med andet end coronasymptoner ser ud til at droppe besøget hos deres praktiserende læge. Det kan have alvorlige konsekvenser og skaber bekymring hos Danske Patienter.

Coronavirus: Den store fokus på ikke at belaste sundhedsvæsenet i coronakrisen ser ud til at have fået en uheldig effekt. Danskere med andet end coronasymptomer kontakter i mindre grad de praktiserende læger. Det fortæller de praktiserende lægers organisation, PLO.

Derfor kommer de nu med et opsigtsvækkende opråb: Tøv ikke med at kontakte lægen, selvom alles øjne lige nu er rettet mod corona. Ellers kan det få alvorlige konsekvenser.

- Det er oplevelsen alle steder, at alt den seneste uge har handlet om coronavirus. Og rigtig mange andre problemstillinger for patienterne bliver skubbet i baggrunden, siger PLO's formand, Christian Freitag.

Han og andre praktiserende læger frygter, at patienter med symptomer på andre alvorlige sygdomme undlader at gå til deres praktiserende læge, fordi de er bange for at overbelaste sundhedsvæsenet.

- Vi sidder med den tanke, at patienter med eksempelvis kræftsymptomer, der ikke kan forklares, holder sig tilbage, fordi det ikke gør direkte ondt eller er direkte akut. Sådan skal det ikke foregå i flere uger eller måneder, for så kan der opstå andre problemer. Uanset hvor meget vi så får styr på coronavirussen, siger formanden.

Christian Freitag vurderer, at landets praktiserende læger har oplevet et fald målt på økonomisk omsætning på 40 procent, og at antallet af fremmødte patienter er faldet med 90-95 procent, fordi langt hovedparten af arbejdet nu foregår via telefon, email og video.

Annonce
Peter Barkholt, formand for PLO Syddanmark, er bekymret over, at mange danskere lader være med at gå til praktiserende læge under coronakrisen. Arkivfoto: Peter Palle Skov

Hård visitation

Han fortæller, at folk, der er bekymret for, at de er syge, og som oplever, at deres tilstand ikke bliver bedre, skal søge læge. Har du derimod en øm skulder efter at have spillet badminton eller skal du til en årlig kontrol af dit blodtryk, kan du som patient med fordel vente med at kontakte lægen.

- Vi forventer, at belastningen fra Covid-19 (red. coronavirus) kommer til at vare rigtig mange uger. Og nogle sygdomme kan blive rigtig alvorlige, hvis man venter, til Covid-19 er overstået, siger han og fortsætter:

- Man skal ringe til lægen, når man er bekymret for, om man fejler noget, og det ikke bliver bedre af sig selv. Det kan være alt fra blod i afføring, en knop, der har forandret sig på huden, børns dårlige trivsel, eller ens eget humør. Der er mange ting, hvor man skal kontakte lægen, hvis man ikke oplever, at det bliver bedre, siger han.

Risikerer I ikke at være med til at belaste sygehusene yderligere, hvis flere vælger at gå til praktiserende læge?

- Det nytter ikke noget, at vi klarer alle patienter med Covid-19, mens andre dør af lungekræft eller andre kræftformer. Vi skal kunne klare begge dele. Men man vil som patient kunne mærke, at vi visiterer lidt hårdt. Vi sender ikke patienter lige ind til akutmodtagelsen bare for en sikkerhed skyld. Vi tænker os rigtig godt om, inden vi belaster sygehusvæsenet, siger lægeformanden.

Han frygter derudover, at de praktiserende læger kan komme til at stå med alt for mange patienter, der vil have en tid, når coronakrisen er ovre.

- Vi vil kunne have en pukkel, og derfor er det vigtigt, at vi ikke lukker helt ned nu, for så stiger den pukkel til en uanet størrelse, og så bliver det et problem, siger han.

Lad lægen vurdere

Praktiserende læge I Gesten tæt på Vejen og formand for de praktiserende læger i Syddanmark Peter Barkholt er en af de læger, der oplever, at færre patienter kommer med symptomer, der ikke handler om coronasmitte. Det samme hører han fra mange kolleger. Samtidig melder sygehusene om færre henvisninger fra de praktiserende læger, fortæller han.

Peter Barkholt vurderer, at tendensen skyldes, at borgerne ikke vil ulejlige lægen, fordi de tror, der er travlhed på grund af corona, men også at mange er bange for at blive smittede ved en konsultation.

Han har hørt fra en kollega, hvor en patient havde kontakt lægen meget sent vedrørende sygdomssymptomer. Kollegaen undrede sig over, at patienten ikke havde kontaktet lægen noget før. Det var på grund af corona, fortæller Peter Barkholt.

- Corona står på i noget tid. Hvis småting, som man burde gå til lægen med venter, så bliver det kun et større problem. Så er det bedre at lægen er med til at vurdere, siger han.

Patientforening: Bekymrende

Danske Patienter er bekendt med tendensen, som direktør Morten Freil kalder bekymrende.

- Det er utrolig vigtigt, at man henvender sig til lægen. Det er ikke patienten, der ved, om det kan vente, siger Morten Freil.

Han henviser til, at myndighederne ved coronavirussets spredning i Danmark for nogle uger siden opfordrede danskerne til at tøve med at kontakte lægerne med ting, der kunne vente.

- Det er stadig anbefalingen, og det bakker vi op om, men det er vigtigt at sige, at man hellere skal ringe én gang for meget end en gang for lidt. Man skal ikke selv stille diagnosen. Det kan være, man overser noget alvorligt, siger Morten Freil.

Han tilføjer, at blandt andet videokonsultation er en god mulighed for de patienter, som ikke vil møde op i en praksis af frygt for smitte.

Danske Patienter opfordrer desuden til, at man altid holder sig orienteret på myndighedernes hjemmeside om coronavirus, fordi anbefalingerne løbende ændres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce