Hvis solen skinner lige så meget på Danmarks håndboldkvinder, når de fredag spiller VM-semifinale mod Frankrig, som den gjorde på landstræner Jesper Jensen, da han torsdag udlagde semifinaleteksten foran hotel Princess i Barcelona, hvor landsholdet bor, bliver det en strålende kamp.
Og landstræneren slog i hvert fald selv straks den optimistiske tone an.
- Vi har tidligere set op til Frankrig, men nu føler jeg, at vi kan vi godt tillade os at være i øjenhøjde med dem. Jeg synes, at vi står et sted, hvor kan tillade os at have en fornemmelse af, at vi godt kan slå Frankrig.
- Der er naturligvis en stor respekt for dem, men vi er ikke underdanige. Vi har spillet os tættere på verdenstoppen.
Landstræner Jesper JensenDer er naturligvis en stor respekt for dem, men vi er ikke underdanige.
Men, men, men.
Jesper Jensen har i sin tid som landstræner mødt Frankrig fire gange, og han har tabt hver gang.
- Det har været kampe, hvor vi har følt, at vi har været fint med. I et par af kampene har deres målvogtere afgjort det for dem. Nu er det så, at vi skal ud at bevise, at vi er blevet bedre. Jeg synes, at vi er et andet hold nu og har forbedret os på stort alle parametre.
To friske keepere
Indtil videre i slutrunden har Danmark haft VM-turneringens to klart bedste målvogtere i Althea Reinhardt og Sandra Toft, og det siger næsten sig selv, at der også skal leveres på højt niveau inde i buret, hvis Frankrig skal nedlægges.
- Det er vi ret rolige omkring. Vi har to helt friske keepere, og vi har Sandra, der til daglig spiller på et tophold i den franske liga, så hun har selvfølgelig et rigtig stort kendskab til stort set alle de franske spillere.
Landstræneren, der også er klubtræner i Team Esbjerg, ved også selv en masse om franske profiler som Zaadi, Foppa, Nocandy og hvad de nu ellers hedder.
- De spiller alle Champions League, så vi møder jo hinanden på kryds og tværs hele tiden. Derfor er det nemmere at lave taktik mod Frankrig, end det for eksempel var mod Brasilien. Der er forhåbentlig ikke så meget, der kan komme bag på os.
Fysisk og dynamisk
Jesper Jensen vurderer også, at det bliver to af verdens allerbedste forsvar, der står overfor hinanden i Palau d'Esports i Grannolers fredag ind under aften.
- Frankrig har et stærkt fysisk og meget dynamisk forsvar, mens vi jo helst vil dække lidt anderledes op og stå lidt tilbage.
Torsdag aften lagde landsholdet sidste hånd på forberedelserne med en let omgang haltræning. Samtlige 16 spillere i truppen er meldt klar til VM-semifinalen, der spilles fredag kl. 17.30.