Annonce
Esbjerg

Ordblinde Alexander er taget væk for at få en fremtid

- I Esbjerg Kommune er vi mange forældre til ordblinde, som er kørt helt trætte. Og mange forældre til ordblinde er jo selv ordblinde, og de har det ekstra hårdt med alt det skriftlige materiale, som skolen og kommunen forsøger at "skrive dem ihjel" med. Selv er jeg ikke ordblind og har været leder i mange år, så jeg plejer at kunne holde til lidt af hvert, men i sommer var jeg faktisk ved at give op og kaste alt fra mig, fordi jeg mødte så stor modstand fra skolen, siger Pia Jørgensen, der oplevde at være til møde på kommunens højeste sted, hos skolechefen, uden at Alexanders undervisning blev lavet om. Privatfoto
Helt fra 2. til 8. klasse har Alexander Jørgensens mor kæmpet for, at Hjerting Skole Aura skulle give hendes ordblinde søn en ordentlig specialundervisning. I oktober fik hun klagenævnets ord for, at skolens tilbud ikke er godt nok.
Annonce

ESBJERG: Det var de mange år på Hjerting Skole Aura med mangelfuldt specialtilbud, lærere der ikke kender it-udstyret, manglende sammenhæng mellem specialundervisningen og den almindelige undervisning, og til sidst en dreng med et selvværd helt i bund, der fik Pia Jørgensen til at søge en ordblindeefterskole til sin søn, Alexander, fra dette skoleår.

Hun har helt fra 2. til 8. klasse kæmpet for, at skolen skulle give Alexander den rette hjælp til hans ordblindhed, men oplever at være blevet mødt med en konstant tøven og en langt fra tilstrækkelig indsats fra skolens side.

- Vi har holdt så mange møder med skolen siden 2. klasse, men gang på gang er det endt med absolut ingen handling. Til sidst sad vi med en dreng, der var helt ødelagt psykisk, fordi han sad i en klasse og ikke følte, han kunne finde ud af noget som helst. Han troede, han var dum. Og han græd til sidst hver dag, når han skulle i skole, fortæller Pia Jørgensen.

I 3. klasse testes Alexander gennem forældrenes egenbetaling, da skolen ikke vil teste ham. Testen viser, at han er ordblind, hvilket forældrene orienterer skolen om i august, men der skal gå over et halvt år, inden han modtager specialundervisning.

Vi ændrer Esbjerg Kommunes afgørelse. (...) I betragtning af Alexanders vanskeligheder og alder vurderer vi det yderst relevant, at der sættes ind med en mere massiv og målrettet indsats, end man kan tilbyde inden for den almindelige undervisning med støtte. Alexanders undervisningsbehov kan derfor ikke tilgodeses på Auraskolen, afd. Hjerting.

Uddrag af afgørelsen fra Klagenævnet for Specialundervisning, 3. oktober 2019

Annonce

Lynende intelligent

Herefter følger et skoleforløb, hvor Alexander år for år sakker mere og mere bagud fagligt. Han får først to timers specialundervisning og siden fire timer, men undervisningen er ikke specialiseret til ordblinde, kun en enkelt af lærerne i teamet er uddannet inden for ordblindhed, og timerne har han sammen med elever med helt andre problemstillinger.

Samtidig sidder han i langt de fleste skoletimer i sin almindelige klasse, hvor lærerne ikke er klædt på til en ordblind elev, og hvor Alexander derfor kommer til at fremstå som doven, useriøs og vanskelig med sine udfordringer.

- Vi oplevede, at Alexander blev mere og mere ked af at gå i skole. Jeg blev ved med at sige til ham, at målet er, at du kan vælge frit, når du er færdig med 9. klasse. Du kan vælge en erhvervsuddannelse, men hvis du vil i gymnasiet, skal du også have chancen for at vælge det. For Alexander fejler ikke noget. Han er lynende intelligent, og det kan ikke være rigtigt, at den folkeskole, der ikke har gjort det godt nok, skal bestemme over resten af hans liv. Over hans muligheder, siger Pia Jørgensen.

Annonce

Nej tak til profilklasse

I december 2018 får hun opbakning til den indstilling fra en PPV-rapport (pædagogisk-psykologisk vurdering) af Alexander. Rapporten konkluderer, at det "netop er det specialiserede undervisningsmiljø, der er nødvendigt for at skabe rammerne for, at Alexander kan blive uddannelsesparat til en ungdomsuddannelse".

Igen tager Pia Jørgensen fat i skolen og beder om en bedre undervisning til sin dreng. Hun beder en ny matematiklærer om at støtte Alexander i lave hans afleveringer, men det sker kun én gang, så stopper det. Og de lærere, der stadig ikke vil skanne materialer ind til Alexander digitalt, bliver endnu engang bedt om at gøre det.

Til sidst giver Pia Jørgensen op og får en plads til Alexander på ordblindeefterskolen Kragelund Efterskole. Esbjerg Kommune har i mange år betalt halvdelen af opholdet på ordblindeefterskoler, og Pia får også først tilsagn om denne finansiering, men så trækkes den tilbage. Esbjerg Kommune har valgt at stoppe tilskuddet pr. 31. juli 2019, netop som Alexander skal på efterskole, fordi Esbjerg Kommune i stedet opretter sine egne profilklasser for ordblinde.

Hun har også netop vundet en sag i Klagenævnet for Specialundervisning, som fastslår, at Esbjerg Kommunes tilbud til ordblinde ikke er godt nok til Alexander.

- Der står sort på hvidt, at Alexander har brug for et specialiseret tilbud, sådan som han hele tiden har haft brug for det. Så jeg læser det sådan, at Esbjerg Kommune skal betale for opholdet på Kragelund Efterskole, for de kan jo ikke selv levere et godt nok tilbud, siger Pia Jørgensen, der ikke har meget til overs for de nye profilklasser for ordblinde, der i august startede op på Spangsbjergskolen Cosmos.

- Som jeg har oplevet Hjerting Skoles og Esbjerg Kommunes nedprioritering af ordblinde, kan jeg ikke forestille mig, at der er hverken uddannede lærere eller god nok undervisning derude, siger Pia Jørgensen.

Direktør for Børn og Kultur i Esbjerg Kommune, Jørn Henriksen, er blevet bedt om en kommentar til sagen, men svarer, at han ikke ønsker at kommentere på den konkrete sag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce