Annonce
Indland

Organisationer presser på for vaccinepas til arrangementer

Flere organisationer presser på for, at et vaccinepas skal give adgang til for eksempel festivaler. (Arkivfoto.). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
På Christiansborg er der delte meninger om, hvorvidt et vaccinepas skal give adgang til arrangementer.
Annonce

Erhvervsorganisationer og underholdningsindustrien presser på for, at politikerne bruger et covid-19-vaccinepas til at åbne hurtigere op for restauranter, konferencer, musikfestivaler og sportsbegivenheder.

Det skriver Jyllands-Posten.

Blandt de organisationer, der presser på, er Dansk Industri.

- Indtil videre har der været for meget stop-and-go. Så åbner vi lidt op, så lukker vi ned igen. Vi bliver nødt til at skabe mere forudsigelighed, indtil covid-19 er udryddet. Og her er vaccinepasset en fabelagtig idé til at åbne mere op, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, Dansk Industri.

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i restauratørernes brancheforening, Horesta, mener, at et vaccinepas "vil være et godt instrument til at kunne skabe coronafri arrangementer".

Hun understreger også, at politikerne bør handle nu.

- Mange større arrangementer planlægges nemlig flere måneder i forvejen. Så vi har tiden nu til at starte forberedelserne. Gør vi det, kan vi begynde at åbne stille og roligt igen, siger hun.

Diskussionen om vaccinepasset er blusset op på ny, efter at Ældre- og Sundhedsministeriet fredag bekræftede over for DR, at der arbejdes på at indføre et vaccinepas primo 2021.

Men hvad det skal bruges til, er der delte meninger om på Christiansborg.

De Konservatives Niels Flemming Hansen er ikke i tvivl om, at det skal bruges til at få samfundet åbnet hurtigt igen – også i forbindelse med andet end rejser:

- I hele kulturlivet kan man da sige, at hvis man kommer med et vaccinepas eller en dugfrisk test, skal man lukkes ind. Det er det eneste rigtige, siger han.

SF er åben over for at bruge passet ved større sportsbegivenheder og musikfestivaler.

Men kun hvis vaccinen kan sikre, at folk ikke smitter hinanden, og at den er tilbudt alle.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at et vaccinepas vil skabe et A- og et B-hold:

- At give særlige privilegier til bestemte befolkningsgrupper til for eksempel at få lov at gå på restaurant eller til helt særlige arrangementer synes vi vil være en helt forkert vej at gå, siger han til Jyllands-Posten.

Også Radikale Venstre er skeptiske, oplyser sundhedsordfører Stinus Lindgreen til Ritzau, som mener, at det vil skabe et "indirekte pres" at "knytte privilegier til vaccinestatus".

Venstre har ikke taget stilling til sagen. Det er ikke lykkedes Jyllands-Posten at få en kommentar fra Socialdemokratiet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Sport

VM: Dagens kampe og tv

Annonce