Annonce
Indland

Over 800 trafikanter sigtes for håndholdt mobil på én uge

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Politiet satte i forrige uge ind over for uopmærksomme trafikanter. 844 sigtelser blev rejst i løbet af ugen.

Annonce

Hundredvis af trafikanter havde i forrige uge deres opmærksomhed det forkerte sted.

Således har politiet i løbet af den ene uge sigtet flere end 800 trafikanter for at bruge håndholdt mobiltelefon eller andet kommunikationsudstyr.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Fra mandag til søndag havde politiet en landsdækkende indsats mod uopmærksomhed i trafikken. Der blev nærmere bestemt sigtet 844 personer, der kan se frem til en bøde.

De sigtede dækker både over førere af biler, varevogne, lastbiler, knallerter og cykler.

Flest blev taget i København. Her har politiet sigtet 228 på en uge, mens 92 er sigtet i Midt- og Vestjylland og 87 på Midt- og Vestsjælland.

Ifølge politiet er uopmærksomhed blandt de hyppigste uheldsfaktorer i trafikken. Det kan være årsag til en tredjedel af alle uheld, viser undersøgelser.

Uopmærksomhed kan blandt andet være brug af håndholdt mobiltelefon og indstilling af gps.

Mange trafikanter har alt for travlt med andre ting, når de færdes i trafikken, fortæller Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Vi skal blive meget bedre til at være til stede i trafikken, i stedet for at have fokus på mobiltelefoner, fragtbreve, gps eller hvad der nu ellers frarøver os vores opmærksomhed, siger han i nyheden fra politiet.

- Et øjebliks uopmærksomhed kan betyde, at du selv eller et andet menneske ikke kommer hjem til din familie igen – det er ikke det værd, lyder det videre.

/ritzau/

Politiets pressemeddelelse om indsatsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce