Annonce
Kolding

Over én voldsanmeldelse om dagen: Antallet af voldsanmeldelser er det højeste siden 2007

Størstedelen af volden sker mellem mennesker, der har en relation til hinanden. Det kan enten være familiemæssige eller arbejdsmæssige relationer. Arkivfoto: Michael Bager
I 2018 modtog politiet 390 anmeldelser om vold, og det er mere end en fordobling siden 2013. Politiinspektør mener, at folk er blevet mindre tolerante over for vold.

Kolding: Politiet modtog sidste år 390 voldsanmeldelser i Kolding, og det er det højeste antal i politiets offentlige statistikbank. I statistikbanken er der tal tilbage fra 2007, og der findes ikke et år, hvor tallene er så høje, som de er i 2018.

Ifølge politiinspektør Carit Andersen fra Sydøjstyllands Politi er antallet af anmeldelser ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er kommet mere vold i Kolding. Han mener nemlig, at folk har fået mindre tolerance over for vold og er mere tilbøjelig til at anmelde det end førhen.

- Jeg tror, at der er kommet en anden tendens til, at folk anmelder mere. Man vil finde sig i mindre, end man har villet tidligere. Det gælder også offentligt ansatte, og det betyder, at vi får afdækket nogle mørketal, forklarer Carit Andersen.

Annonce

Antal voldsanmeldelser

Antallet af anmeldelser har udviklet sig således:
  • 2007: 282 anmeldelser
  • 2008: 259
  • 2009: 264
  • 2010: 227
  • 2011: 227
  • 2012: 212
  • 2013: 193
  • 2014: 209
  • 2015: 244
  • 2016: 148
  • 2017: 336
  • 2018: 390

Kilde: statistik.politi.dk

Positivt

Ifølge politiinspektøren sker under 20 procent af volden i nattelivet. Resten sker mellem folk, der har en relation til hinanden. Det kan være mellem familiemedlemmer eller folk, der på andre måder har noget at gøre med hinanden til hverdag.

- Virkeligheden er, at det foregår mange andre steder end nattelivet. Det kan godt virke lidt dobbelttydigt, når jeg siger, at det er positivt, at folk anmelder mere. Det er en gammel kendt udfordring, at vold i hjemmet bliver inden for hjemmets fire vægge. På den måde er det positivt, at der kommer flere anmeldelser, hvis det er det, anmeldelserne afdækker, siger Carit Andersen.

Men selvom hver under femte voldstilfælde sker i nattelivet, er vold under byture stadig et fokusområde for politiet. For det er nemlig noget, politiet til en vis grad kan kontrollere.

- Det er der, vi har nogle muligheder for at gøre noget aktivt, og vi prøver også at skride hårdt ind i nattelivet. Det handler meget om at få stoppet folk i tide. Hvis vi kan stoppe nogle fra at begå vold ved klokken 01.00, er der større sandsynlighed for, at de ikke gør det klokken 04.00. Vi forsøger at være der fra starten, siger Carit Andersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce