Annonce
Regionalt

Over halvdelen af landsdelens selskaber får ikke revideret regnskabet: Bekymrende, mener organisation

28.540 syddanske virksomheder fravalgte en fuld revision af regnskabet i 2019, og det svarer til godt halvdelen af alle regionens selskaber. Mange fik i stedet en såkaldt assistanceerklæring, men knap 10.000 af dem fravalgte helt en revisors bistand ifølge en ny analyse. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Et stigende antal selskaber i Region Syddanmark fravælger en fuld revision af regnskabet. En række virksomheder får i stedet en såkaldt assistanceerklæring, men rigtig mange fravælger også helt en revisors bistand. Udviklingen bekymrer danske revisorer, men både Dansk Industri og SMVdanmark er uenige i kritikken.
Annonce

Erhverv: Det er bekymrende, at flere og flere selskaber fravælger at få en revisor til at hjælpe med regnskabet. Det mener FSR - danske revisorer.

En ny analyse fra organisationen viser, at 53 procent af alle selskaber i Region Syddanmark i 2019 fravalgte fuld revision af regnskabet. Det svarer til 28.540 selskaber og er en stigning fra 4619 selskaber i 2012.

En række af disse selskaber får i stedet en såkaldt assistanceerklæring, hvor en revisor hjælper med at opstille regnskabet korrekt, men der er til gengæld også en lang række virksomheder, som helt fravælger at få en revisor ind over regnskabet. I 2019 gjaldt det knap 10.000 selskaber i regionen, hvilket svarer til 18 procent af alle syddanske virksomheder. I 2012 var tallet otte procent.


For vækst og beskæftigelsen i Danmark er det afgørende, at det er så nemt og lidt bureaukratisk som muligt at drive virksomhed. Hvis en enkeltmandsvirksomhed får krav om, at den skal bruge penge på en revisor, er det jo penge, som virksomheden ikke kan bruge på andre investeringer. Det tager vækst ud af samfundet

Mia Amalie Holstein, cheføkonom, SMVdanmark


Den udvikling begræder FSR.

- Vi kan se, at der er flere fejl i regnskaber, hvor en revisor ikke er involveret, og at der er en ringere regelefterlevelse. Det er en samfundsmæssig udfordring, for et sundt og ordentligt erhvervsliv er et pejlemærke for alle samfund. Det har vi også generelt i Danmark, men det giver et andet spillerum for brodne kar, at der ikke er kontrol hele vejen rundt, mener Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR.

Annonce

Lempede krav

Ad flere omgange siden 2006 er revisionspligten for små virksomheder i Danmark blevet lempet, og selskaber har i dag kun pligt til at få revideret regnskabet, hvis de har en omsætning over otte millioner kroner. Har en virksomhed en omsætning under otte millioner kroner, er der intet krav om hverken en fuld revision eller en assistanceerklæring.

FSR mener ikke, at revisionspligten skal rulles tilbage, så der bliver krav om fuld revision for alle virksomheder, da en mindre erklæring sagtens kan give mening for mange små virksomheder. Men organisationen mener, at det kan have nogle negative konsekvenser for samfundsøkonomien, hvis for mange virksomheder helt kan vælge revisor fra.

Det bekymrer FSR - danske revisorer og administrerende direktør Charlotte Jepsen, at flere og flere selskaber i Syddanmark og resten af landet fravælger revision af deres regnskaber. Pressefoto: Peter Willersted

Dansk Industri pointerer modsat, at mange af de virksomheder, som ikke har haft en revisor tilknyttet årsrapporterne, i stedet angiver, at en revisor har været med til at udarbejde deres selvangivelse til Skat. Underdirektør Kim Haggren mener, at det er vigtigt, at virksomhederne har valgfrihed.

- Først og fremmest handler det om omkostninger. Jo flere rådgivere, man har inde over, jo flere penge koster det. Det er et spørgsmål om, hvor stor og kompleks en virksomhed er. Der er en del virksomheder, som ikke har ret komplekse forretninger, og så er det godt, at der findes andre og billigere alternativer, siger han.

Annonce

Uenighed mellem organisationer

Men hos FSR er Charlotte Jepsen uenig i den sammenligning. Når en revisor skal påtegne en årsrapport, hvad enten det er en revision eller en assistanceerklæring, skal vedkommende være godkendt revisor. Modsat pointerer hun, at titlen revisor ikke er beskyttet, og at andre rådgivere, som kalder sig selv revisorer uden at være autoriserede, godt kan hjælpe med skatteindbetalinger.

Analysen fra danske revisorer

I Region Syddanmark fravalgte 53 procent af alle selskaber revision af deres regnskab i 2019. Det svarer til knap 28.540 selskaber. Det viser en ny analyse fra FSR – danske revisorer baseret på regnskabsdata fra kreditinstituttet Experian.

Det er en markant stigning siden 2012, hvor tallet var blot 4619 selskaber. Siden da er tallet steget stødt hvert år.

Det er dog ikke ensbetydende med, at alle disse selskaber helt fravælger en revisors bistand, og i 2019 fik cirka 18.500 selskaber en såkaldt assistanceerklæring i stedet for den fulde revision. Assistancen betyder, at en revisor hjælper med at opstille regnskabet korrekt, så det følger gældende lovkrav på området.

Ifølge FSR giver en assistanceerklæring dog ikke samme sikkerhed som den fulde revision for, at regnskabet er retvisende.

Der er til gengæld også en række selskaber, som hverken får den fulde revision eller en assistanceerklæring. I 2019 fravalgte knap 10.000 syddanske selskaber helt revision, og det svarer til 18 procent af alle regionens selskaber. I 2012 var samme tal otte procent.

Hos SMVdanmark, hovedorganisationen for små og mellemstore virksomheder, er man ligesom Dansk Industri ikke bekymret over udviklingen. Ifølge cheføkonom Mia Amalie Holstein er de små virksomheder den mest regelefterlevende gruppe af virksomheder, og ifølge hende er andelen af bevidste fejl i skatteindbetalingerne faldet siden den seneste lempelse i 2013.

- Vi må lige huske på, at vores krav i Danmark i forvejen er nogen af EU’s skrappeste, og når vi ser på det i en tid, hvor SMV'erne som følge af coronakrisen har meget skrøbelige økonomier, er det ikke tidspunktet at indføre mere revision. Der er ikke noget, som tilsiger, at vi skal have mere revision, andet end at revisorerne ønsker flere penge i kassen, siger hun.

Danske revisorer peger på, at det ifølge Skats tal er omtrent halvdelen af de små virksomheder, som laver fejl i deres skatteindberetninger, mens cirka 10 procent snyder bevidst.

Annonce

Vækst ud af samfundet

Ifølge Mia Amalie Holstein og SMVdanmark er der dog ikke noget, som tyder på, at der vil være mindre snyd, hvis der bliver indført skrappere krav om revision.

- For vækst og beskæftigelsen i Danmark er det afgørende, at det er så nemt og lidt bureaukratisk som muligt at drive virksomhed. Hvis en enkeltmandsvirksomhed får krav om, at den skal bruge penge på en revisor, er det jo penge, som virksomheden ikke kan bruge på andre investeringer. Det tager vækst ud af samfundet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Problemer med Venstres online-afstemning: Jørgen fik ikke chancen for at stemme på Line

Erhverv For abonnenter

Familievirksomhed lever af at lave lyd og lys til store arrangementer: Sådan lykkedes det at lave overskud trods corona-nedlukning

Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Sønderjyske Fodbold

Første vintertransfer er på plads: SønderjyskE henter svensk forsvarsspiller

Annonce