Annonce
Indland

OVERBLIK: Bliv opdateret på den seneste virusudvikling

Manuel Silvestri/Reuters
Hele Italien lukkes ned, danske lufthavne varsler nye tiltag, og udenrigsministeriet kommer med nye rejseråd.
Annonce

Mandag og natten til tirsdag har flere lande varslet drastiske nye tiltag for at inddæmme coronavirusset og mindske dets økonomiske konsekvenser.

Her kan du få et overblik over et udvalg af de seneste udviklinger i forbindelse med det globale virusudbrud frem til klokken 05.30 tirsdag.

* Coronavirusset har kostet over 4000 liv.

Virusset har kostet over 4000 menneskeliv på verdensplan. Det viser de seneste opgørelser natten til tirsdag dansk tid. Virusset har spredt sig fra Kina til over 100 lande, hvor i alt 113.710 personer er blevet smittet. Heraf er over 63.663 erklæret raske igen.

* Udenrigsministeriet skærper rejsevejledninger.

Udenrigsministeriet fraråder nu alle rejser til flere italienske regioner, hele Iran, flere steder i Sydkorea, et skisportsområde i Østrig og Hubei-provinsen i Kina. Alle unødvendige rejser til hele Italien, Kina og Tyrol frarådes ligeså.

* Virusfrygt lukker hele Italien ned.

De tiltag, der i weekenden blev indført for at inddæmme coronavirus i Norditalien, udvides til resten af landet. Fra tirsdag morgen er større forsamlinger forbudt i hele landet. Det sagde Italiens premierminister mandag aften.

* Alle sportsbegivenheder i Italien aflyses.

Som et led i tiltagene mod virusspredningen i Italien aflyser premierministeren alle nationale sportsbegivenheder på alle niveauer frem til 3. april. Hidtil har man ellers spillet Serie A-kampe uden tilskuere.

* Passagerer fra viruszoner holdes ude af danske lufthavne.

Passagerer på fly, som ankommer til Danmark fra såkaldte højrisikozoner, kan ikke længere få adgang til lufthavnsområder, hvor der befinder sig andre passagerer. Det oplyste Rigspolitiet mandag aften.

* Østjysk skole sender klasse i karantæne efter smitte.

En femteklasse og to lærere på Malling Skole i Østjylland er sendt i hjemmekarantæne, fordi to elever på skolen er smittet med coronavirus. Det oplyste skoledirektør i Aarhus Kommune mandag aften til TV2 Østjylland.

Malling Skole holder fortsat åben.

* Wall Street oplever værste fald siden finanskrisen.

Børsen i New York lukkede mandag aften med det største fald på en enkelt dag siden finanskrisen i 2008. Kursfaldet kommer efter en weekend med nye udviklinger i spredning af coronavirus samt en priskrig på olie.

* WHO-chef advarer om reel risiko for pandemi.

Risikoen for, at der kommer en coronavirus-pandemi er "meget reel", sagde WHO's direktør mandag aften. En pandemi er en global epidemi. Han understreger dog, at også en pandemi vil kunne kontrolleres.

* Israel vil have alle indrejsende i karantæne.

Israel kræver, at alle indrejsende skal i karantæne i 14 dage. Tiltaget trådte i kraft mandag for israelske borgere, der vender hjem fra udlandet, og fra torsdag gælder det også for alle udlændinge, der rejser til Israel.

* Trump vil afbøde økonomiske konsekvenser af virusudbrud.

USA's præsident, Donald Trump, vil tirsdag annoncere tiltag for at afbøde negativ påvirkning af den amerikanske økonomi fra virusudbruddet. Udmeldingen kommer efter en blodrød dag på aktiemarkederne mandag.

* De første passagerer forlader virusramt krydstogtskib.

De første passagerer har forladt det virusramte krydstogtskib "Grand Princess", der mandag lagde til i Californien. Der er tusindvis af mennesker om bord på skibet, og myndighederne kalder operationen for "hidtil uset og vanskelig".

* Kinas præsident besøger epicenter for første gang.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, besøgte natten til tirsdag dansk tid millionbyen Wuhan for første gang, siden virusudbruddet startede her i december. Byen har været lukket ned siden januar, og smittespredningen er siden aftaget.

* Trump er ikke blevet testet for coronavirus.

USA's præsident, Donald Trump, er ikke blevet testet for coronavirus, oplyste Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid. Meldinger, om at to republikanske kongresmedlemmer er gået i selvvalgt karantæne, har skabt bekymring for, at også præsidenten skulle være blevet eksponeret for virusset.

* Irland aflyser Saint Patrick's Day-parader.

Irland aflyser flere parader i anledningen af Saint Patrick's Day, inklusive den store parade i Dublin, som følge af bekymring for coronavirusset. Det oplyste Irlands premierminister, Leo Varadkar, mandag aften.

Kilder: AFP, Reuters, AP, NBC News, Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Andrew Kelly/Reuters
Stephen Lam/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce