x
Annonce
Udland

OVERBLIK: Det ved vi om skyderierne i Hanau i Tyskland

Ralph Orlowski/Reuters
Den formodede højreekstreme gerningsmand bag to skyderier er 43 år. Skyderierne efterforskes som terror.

En mand med højreekstreme holdninger har sent onsdag aften dræbt 11 personer, herunder sin mor og sig selv, i Hanau i Tyskland.

Annonce

Her er, hvad vi ved om angrebene og den formodede gerningsmand:

* Det første angreb sker omkring klokken 22 onsdag, da gerningsmanden angriber en vandpibecafé i den centrale del af Hanau. Tre personer bliver dræbt foran bygningen.

* Derefter er gerningsmanden flygtet i bil til en bydel ved navn Kesselstadt i den vestlige del af Hanau. Her ringer han på dørklokken til endnu en vandpibecafé og dræber fem personer. Yderligere en person, der bliver såret i angrebet, dør senere af sine kvæstelser.

* Omkring klokken tre natten til torsdag stormer politiet en bolig. Her finder det ligene af både den 43-årige formodede gerningsmand og hans 72-årige mor. Det antages, at den 43-årige har dræbt både sig selv og moren. Ved siden af manden ligger drabsvåbnet.

* Blandt de dræbte i angrebene er der både tyskere og personer af udenlandsk baggrund. De er alle mellem 21 og 44 år gamle, oplyser den tyske anklagemyndighed.

* Gerningsmanden er angiveligt den tyske statsborger Tobias R. på 43 år. Han har efterladt både et tilståelsesbrev og en tilståelsesvideo, rapporterer nyhedsbureauet dpa og avisen Bild.

* I brevet og videoen udtrykker han højreekstreme holdninger og påtager sig skylden for angrebene. I tilståelsesbrevet skriver han, at der er behov for at "udslette" folk, som ikke længere kan udvises fra Tyskland.

* Desuden siger han angiveligt i videoen, at et hemmeligt organ med stor magt styrer Tyskland. I videoen taler han også negativt om migranter fra arabiske lande og Tyrkiet.

* Den tyske antiterrorenhed har overtaget efterforskningen af skyderierne, hvor der er "tegn på fremmedfjendske motiver".

* Kansler Angela Merkel har udtalt sig om sagen torsdag.

- Racisme er gift, had er gift, og denne gift eksisterer i vores samfund, og den har allerede været skyld i alt for mange forbrydelser, siger hun.

Kilder: Bild, dpa og Reuters.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce