Annonce
Danmark

OVERBLIK: Partierne gør klar til den første klimaforhandling

Tirsdag aften er Folketingets partier inviteret til sættemøde forud for de første klimaforhandlinger.
Annonce

De første forhandlinger om klimahandling, der i sidste ende skal reducere udslippet af drivhusgasser 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990, starter tirsdag aften med sættemøde.

Forhandlingerne har været længe ventet, blandt andet fordi coronakrisen kom i vejen, men i sidste uge fremlagde regeringen sit udspil til den første del af en klimahandlingsplan.

Det skal omsætte intentionen bag klimaloven til handling, og partierne er klar med deres ønsker - og krav - forud for forhandlingerne.

Her er et overblik over, hvad partierne vil have ud af den kommende tids forhandlinger om klima:

* De Radikale

De Radikale lagde for et par uger siden et bud på en klimaplan frem. Den indeholder en afgift på udledning af C02.

Desuden ønsker partiet blandt andet stop for indkøb af fossile køretøjer i det offentlige i 2021 og stop for nysalg af fossile biler.

De Radikale vil også have mere vindenergi og mener ikke, at de to energiøer på tilsammen fire gigawatt, som regeringen har foreslået, er nok.

Desuden skal der fastsættes et delmål for 2025.

* Enhedslisten

Enhedslisten vil forbyde brug af kul og koks i energisektoren og industrien.

Desuden mener partiet, at der skal være stop for salget af nye benzin- og dieselbiler i 2025, og at olie- og naturgasfyr skal udskiftes til grønnere alternativer ved salg af boliger.

Enhedslisten vil også have fastsat et delmål.

* SF

Partiet mener, at det skal være slut med olie og gasfyr i danske hjem i 2030. Partiet foreslår desuden, at man fremrykker to planlagte havvindmølleparker og laver nye krav om at spare energi i kommunerne.

Også SF vil have fastsat et delmål for 2025.

* Dansk Folkeparti

Da regeringen fremlagde sit udspil, blev DF "beroliget". Partiet har under coronakrisen udtrykt bekymring for, at målet om 70 procent er for ambitiøst og har ønsket det sat ned til 60 procent.

DF er glad for, at regeringen i sit udspil ikke lægger op til en CO2-afgift, og at der er tiltag til mere havvind.

Desuden håber partiet, at fokus vil lægge på økonomi og konkurrenceevne.

* Venstre

Partiet er som sådan ikke kritisk over for regeringens konkrete forslag om energiøer, forskning, grønnere varmeforsyning og mindre affaldsforbrænding.

Venstre savner en overordnet plan for, hvordan man når i mål om 70 procent reduktion af drivhusgasserne i 2030.

* Konservative

De Konservative ser fine elementer i regeringens klimaudspil, men mener ikke, at det er omfangsrigt nok.

Partiet vil have en langsigtet plan på bordet, som omfatter andre områder som eksempelvis transport og landbrug, så det står klart, hvor meget CO2 hver enkel sektor skal reducere.

Kilder: Jyllands-Posten, Politiken, Altinget, DR og Ritzau.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce