Annonce
Trekantområdet

Overgangsdirektør til parole i lidt for stor uniform: Travlt år venter Trekantbrand

45 har søgt stillingen som direktør i Trekantbrand. Indtil stillingen ventes besat fra 1. marts, er Peter Karm konstitueret som direktør. Han er samtidig økonomidirektør i Vejle Kommune. Foto: Peter Friis Autzen

Der var masser at se tilbage på - og meget at se frem til for Trekantbrand, der lørdag holdt nytårsparole på Fredericias brandstation.

Fredericia: Det fælles brandvæsen i Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejle, Billund og Vejen kommuner holdt lørdag nytårsparole med taler, musik og fællesspisning i garagen på Fredericia Brandstation. Omkring 160 brandfolk, frivillige og gæster deltog.

Med musik fra Skodborg Frivillige Brandværnsorkester blev dagen både indledt og afsluttet. Og maden fra fredericianske Lucullus var så populær, at flere tog både to og tre ture i buffeten.

En lang række brandfolk og frivillige modtog hæders- og anciennitetstegn for 10, 20, 25 og 40 års tjeneste, mens kolleger og ægtefæller fotograferede og klappede.

Annonce
Formand for den fælles beredskabskommission, Billund-borgmester Ib Kristensen (V), uddelte hædersbevisninger og medaljer. Foto: Peter Friis Autzen

Direktør måtte låne uniform

Trekantbrands første direktør, Lars Nordahl Lemvigh, sagde op sidst i 2017 og er foreløbig erstattet af Vejle Kommunes økonomidirektør, Peter Karm. Han har tidligere været "indskifter" som direktør for Vejle Havn, da den uventet fik brug for ny ledelse. Han har et positivt indtryk af beredskabet og dets folk.

- I har et sammenhold og gensidig respekt, som mange andre arbejdspladser kunne lære noget af, sagde Peter Karm, der betegnede sig selv som en overgangsfigur, der nær ikke havde kunnet finde en uniform, der passede til dagen.

- Jeg endte med den mindste størrelse på lageret. Den passer næsten. Jeg må bare konstatere, at kommunale direktører og brandfolk er bygget forskelligt. Og det er måske meget godt, lød det fra den konstituerede direktør, som dermed fik brandfolkene til at trække grundigt på smilebåndet.

45 har ansøgt stillingen som direktør i Trekantbrand. Første samtalerunde finder sted i de kommende dage, og den nye direktør ventes at tiltræde 1. marts, oplyste viceberedskabsdirektør Søren Ibsen i sin tale.

Også de unge brandkadetter fra Vejle og Kolding deltog. Foto: Peter Friis Autzen

Dimensionering var en ommer

I år skal Trekantbrand udarbejde den plan, der skal dimensionere fremtidens beredskab. Det kaldes en risikobaseret dimensionering, og sådan en forsøgte man at lave sidste år.

- Men den var ikke god nok. Det var en ommer, og derfor skal vi i gang igen, sagde Peter Karm fra talerstolen.

Den nye plan ventes vedtaget i år og implementeret fra årsskiftet 2018/2019.

Skodborg Frivillige Brandværnsorkester spillede. Foto: Peter Friis Autzen
Peter Karm var blandt dagens talere. Foto: Peter Friis Autzen
Maden fra Lucullus var populær. Foto: Peter Friis Autzen
Modtagerne af hædersbevisninger blev foreviget af kolleger, venner og familie. Foto: Peter Friis Autzen
Nogle ancinnitetstegn skal sættes fast som en medajle. Foto: Peter Friis Autzen
Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S), fik taletid uden for programmet og hilste på brand- og beredeskabsfolkene som "kernetropper i vores velfærdssamfund." Foto: Peter Friis Autzen
Hædersbevisningerne ligger klar. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce