Annonce
Kultur

Overraskelse: Toiletkumme skal være trækplaster på museums nye udstilling

Mens toiletkummen hører til de mere kuriøse elementer i udstillingen, kan museumsdirektør Michael Fuhr også præsentere mere traditionelle, farverige genstande som dette maleri  af den tyske maler Valentin Ruths med et motiv fra Hawaii. Billedet er fra 1888. 

FLENSBORG: På mandag genåbner kulturinstitutionerne i Flensborg igen. Det gælder også for det kommunale museum på Museumsberg i den vestlige del af centrum, der dog venter en dag med at slå dørene på. Her åbner man tirsdag med den nye udstilling, True Colours, der handler om farver i alle afskygninger.

Her er der blomster, billeder, broderier og alle andre farverige elementer at se. Men mere overraskende – også en toiletkumme indgår i udstillingen. Det skriver Flensburger Tageblatt.

Dog er det ikke et hvilket som helst toilet, der bliver vist frem på museet. Faktisk er det Flensborgs allerførste med træk og slip. Indtil da måtte man klare sig med lokummer og natpotter i byen.

Annonce

Kummen er fra 1869, og den formentlig stolte ejer var en fabrikant, der boede på Große Straße 77 i Flensborg, hvor gågaden nu befinder sig. Efter en istandsættelse af huset i centrum havnede det bogstavelig talt historiske toilet i museets samlinger.

Også toiletkummen er et sandt kunstværk, der på indersiden er prydet af landskabsmotiver. Den dekorative prydgenstand blev i sin tid fremstillet af virksomheden Thomas Twyford i England. Udstillingen er åben fra tirsdag til søndag mellem klokken 11.30 og 17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce