x
Annonce
Esbjerg

Oversvømmet Ribe Boldklub: Vi er i en nødsituation

Formanden for Ribe Boldklub, Simon Wulff Hansen med klubbens oversvømmede opvisningsbane i baggrunden. Onsdag tidligt på aftenen stod vandet fortsat i en meters højde på banen. Foto: Ole Maass.
Det har lange udsigter, inden der igen kan spilles fodbold på Ribe Boldklubs 13 baner. På opvisningsbanen står vandet stadig i en meters højde, og i klubben er der også stærk bekymring for i hvilken grad klubbens kunstgræsbane er blevet ødelagt af de enorme vandmasser.

RIBE: Onsdag aften holdt Ribe Boldklub generalforsamling, og selvom klubben på mange måder har været inde i en meget positiv udvikling i de senere år - både sportsligt, medlemsmæssigt og organisatorisk - var der ikke ligefrem feststemning onsdag aften.

Klubben er nemlig lige nu i en nødsituation forårsaget af de enorme vandmasser, som ikke mindst er synlige på klubbens opvisningsbane, som fortsat er dækket af vand i en højde på en meter. Klubbens kunstgræsbane er ligeledes dækket af vand, og ingen af klubbens i alt 13 baner kan der spilles fodbold på, kunne formanden for Ribe Boldklub, Simon Wulff Hansen, fortælle onsdag aften en halv time, inden han mødtes med medlemmerne til generalforsamlingen.

- Det er ingen overdrivelse at sige, at vi er i en nødsituation eller krise lige nu, forårsaget af oversvømmelserne. Om tre uger starter turneringen for flere af vore seniorhold, og vi er lige nu i gang med at undersøge hvilke muligheder vi har for at komme til at spille fodbold andre steder. Blandt andet snakker vi med Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole, som har en kunstgræsbane vi måske kan leje os ind på, fortæller Simon Wulff Hansen.

Han er i tæt kontakt med ledelsen i kommunens fritidsforvaltning, da boldbanernes tilstand er kommunens domæne, men Simon Wulff Hansen slår fast, at klubben lige nu ikke kan gøre så meget andet end at afvente, at vandstanden synker.

Annonce

Landskampe?

Ribe Boldklub havde i sidste måned besøg af DBU-formand Jesper Møller, fordi klubben blev en del af DBU's Velfærdsalliance. Ved den lejlighed roste DBU-formanden de gode faciliteter RBK har - men det var før oversvømmelserne. Som led i aftalen med DBU skal Ribe Boldklub være vært for to U16-landskampe for piger, men formanden for klubben, Simon Wulff Hansen, lægger ikke skjul på, at han frygter, at de landskampe kan komme i fare som følge af den tilstand klubbens opvisningsbane er i.

Synker langsomt

- Jeg kører herned hver morgen og aften, og jeg kan jo ved selvsyn konstatere, at det går meget langsomt med, at vandet synker. Men jeg vil ikke opgive håbet om, at vi kan komme til at spille fodbold i løbet af foråret.

Men med en meter vand på opvisningsbanen kan man vel godt forestille sig, at I skal hen omkring 1. juni, før I igen kan spille bold på banen?

- Ja, det er da en nærliggende frygt. Men jeg vælger nu at være lidt mere optimistisk og tro på, at vi ikke skal vente så lang tid, før vi igen kan spille på banen. Men der er ingen tvivl om, at den her situation giver os i bestyrelsen - og alle i klubben - en hel masse ekstra arbejde, siger Simon Wulff Hansen.

Og hvad med jeres kunstgræsbane. Hvilken tilstand er den i?

- Det ved vi ikke endnu. Det kan vi først se, når vandet på banen er væk. Kommunens folk skal i næste uge besigtige banen, men der er da ingen tvivl om, at vi frygter, at det granulat, som ligger på banen er ført væk af vandet, og at banen i øvrigt buler op som følge af den megen vand. Men om det er så galt fat kan vi først se, når vandet er væk, siger Simon Wulff Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce