Annonce
Team Esbjerg

På toppen af karrieren - Team Esbjergs Estavana Polman scorer fornem pris

Team Esbjergs Estavana Polman blev mandag aften kåret til årets sportspersonlighed i Holland. Hun er valgt, fordi hun både er i stand til at levere på og udenfor banen. Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg-stjernen blev mandag aften valgt som årets sportspersonlighed i Holland. - Det er en meget stor anerkendelse, fortæller hun til JydskeVestkysten.

Det kører altså rimelig fornuftigt for Team Esbjerg-stjernespilleren Estavana Polman i øjeblikket.

Mandag blev den 28-årige håndboldspiller kåret til årets sportspersonlighed hjemme i Holland – og det skete i tæt kapløb med andre stjerner.

- Jeg er super stolt, og det er selvfølgelig en stor ære for mig at få sådan en anerkendelse, fortæller Polman til JydskeVestkysten.

Det er de hollandske medier, der står for valget af årets sportspersonlighed.

- Jeg forsøger altid at være ærlig og give noget af mig selv, når jeg stiller op til interviews og andre ting. Sådan er jeg bare som person. Jeg tager ikke tingene så tungt.

Og udover at være i stand til at toppræstere på banen, er netop åbenhjertighed, kant og udstråling noget af det, som der er lagt vægt på i forbindelse med kåringen.

Tidligere har fodboldspilleren Arjen Robben, Formel 1-køreren Max Verstappen, skøjteløberen Sven Kramer, cykelrytteren Annemiek van Vleuten og fodboldspilleren Robin van Persie modtaget hæderen.

- Det er rigtig flot selskab at komme i. Det må jeg sige, så det betyder naturligvis meget for mig med sådan et skulderklap.

- Men jeg ville jo aldrig blive valgt, hvis jeg ikke havde fantastiske holdkammerater i Team Esbjerg og på det hollandske landshold, mener Estavana Polman.

Annonce

Aldeles forrygende

Og i Holland har der naturligvis været ekstremt meget fokus på det kvindelige håndboldlandshold i de seneste måneder.

I december lykkedes det nemlig Holland at blive verdensmester ved slutrunden i japanske Kumamoto. I semifinalen vandt Polman og holdkammeraterne med et mål over Rusland, mens det også blev til en sejr på et mål i finalen efter noget af en gyser mod Spanien.

Estavana Polman spillede aldeles forrygende i både semifinalen og i finalen og scorede ni mål i begge kampe og var dermed en fuldstændig afgørende spiller.

- Det var helt vildt, og det er det sådan set stadigvæk. Vi har nok ikke alle de bedste spillere i Holland, men vi viste, at vi har det bedste hold, forklarer hun.

Ved VM-slutrunden i Japan kom Polman på All Star-hold, og hun blev desuden valgt som turneringens mest værdifulde spiller – den såkaldte MVP.

I weekenden var Polman med til at skaffe Team Esbjerg en vigtig sejr i Champions League-kampen ude mod Vipers Kristiansand.

Og allerede onsdag er hun tilbage i Blue Water Dokken, hvor Team Esbjerg får besøg af EH Aalborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce