Annonce
Aabenraa

På toppen: Nu forsvinder skorsten bid for bid

Det er med ikke at have højdeskræk, når man er en del af nedrivningsteamet på Enstedværkets skorsten. Foto: Rimeco A/S
Arbejdet med at fjerne Enstedværkets 184 meter høje skorsten er gået i gang. I første omgang vil det dog ikke kunne ses. Går alt, som det skal, er den væk inden sommerferien.

Aabenraa: Tirsdag morgen lå tågen tæt over Aabenraa. Men fra 184 meters højde var udsigten en hel anden.

I toppen af Enstedværkets skorsten blev der arbejdet koncentreret. Det tyske hold af nedrivningsspecialister, som Aabenraa-firmaet Rimeco A/S har hyret til at fjerne det lange betonrør, der gennem mere end 40 år har været byens vartegn, er nemlig nu gået i gang.

I første omgang bliver der dog ikke andet at se end den udvendige elevator og en wire, der holder et indvendigt hejseværk, forklarer Klaus Peter Riggelsen, direktør og ejer af Rimeco A/S, der har stået for hele nedrivningen af det gamle kraftværk. Det var først blokken EV2 og siden EV3, hvor skorstenen er det sidste, der står tilbage.

- Vi begynder med at fjerne inderrøret i stål, og det kommer der til at gå godt og vel en måned med, siger Klaus Peter Riggelsen og uddyber, hvordan det 200 tons store rør vil blive skåret i stykker på et par meter gange et par meter. Stykkerne vil herefter indvendigt blive firet ned på kroge i en specialbygget kasse.

Når inderrøret er væk, går nedbrydningen af selve skorstenen i gang. Der har undervejs været tale om, at en del af den skulle sprænges væk, men det lykkedes ikke at få de nødvendige tilladelser. Derfor vil de 184 meter blive pillet ned bid for bid.

- En mindre, computerstyret maskine vil nappe de første mange meter, forklarer Rimeco-direktøren, der herefter vil vurdere, om virksomhedens nyindkøbte, røde kran, der tidligere har tilhørt Skak Specialtransports, skal i brug:

- Men fungerer det godt med den lille maskine, så fortsætter vi med den, for vi har en opgave i Ruhr-distriktet, der allerede er gået i gang. Den ligger i et tætbebygget område, og hver vil den røde kran virkelig komme til sin ret.

Annonce

Arbejder i toholdsskift

Det tyske firma, der er købt ind til opgaven højt over Aabenraa, er specialister i både at bygge og tage skorstene ned, og Klaus Peter Riggelsen fortæller, at der er otte mand i gang i toholdsskift.

- Det er jo koncentreret arbejde, så de skal ikke være deroppe for længe, siger han og tilføjer, at der også er taget alle sikkerhedsmæssige hensyn, så der er installeret følere på skorstenen hele vejen op, ligesom der er sat kameraer op.

- Hvis vejr og vind tillader det, så er vi i bund inden sommerferien, er Rimeco-direktørens forventning.

Når skorsten er væk, er det sidste af grunden ryddet. Herefter overgår den til at blive en del af den nye Aabenraa Erhvervshavn, som drives af Aabenraa Havn.

Det indvendige rør af stål skal fjernes først, og så går en computerstyret maskine i gang med at nappe selve skorstenen ned i bidder. Foto: Rimeco A/S
Det var et fantastisk syn, der mødte nedrivningsholdet, da de kom de 184 meter op tirsdag morgen. Foto: Rimeco A/S
Skorstenen er det sidste, der står tilbage af EV3. Hele kraftværksblokken til venstre for skorstenen er væk. Nedrivningen vil i alt have taget tre år, hvis skorstenen som forventet er væk til sommer. Arkivfoto: Claus Thorsted


Hvis vejr og vind tillader det, så er vi i bund inden sommerferien.

Klaus Peter Riggelsen, Rimeco A/S


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce