Annonce
Tønder

Påbud om bedre spildevandsrensning trækkes tilbage: To har allerede fulgt påbuddet

Mogens Thomsen, næstformand i Fair Spildevand, advarer borgerne i det åbne land mod at efterkomme påbud fra Tønder Kommune om bedre rensning af spildevandet. At efterkomme påbuddet kan for den enkelte husejer betyde en betydelig investering - og måske trækker kommunen senere påbuddet tilbage. Det er netop sket for 13 ejendomme ved Sejersbæk. Arkivfoto: Martin Franciere
For anden gang trækker Tønder Kommune udstedte påbud om bedre spildvandsrensning i det åbne land tilbage. Næstformand i Fair Spildevand raser - det er skrækkeligt, siger han.
Annonce

SØLSTED/TYVSE: Endnu en gang har Tønder Kommune valgt at trække udstedte påbud om bedre spildevandsrensning i det åbne land tilbage. Det er ikke første gang, at det sker.

Denne gang gælder tilbagetrækningen 13 ejendomme i området ved Sejersbæk nord for Sølsted og Tyvse.

Ejendommene fik tilbage i 2016 påbud om, at spildevandet fra ejendommene skulle renses bedre. Forinden havde vandløbsanalyser fra Sejersbæk vist, at vandløbet havde "en noget forringet biologisk kvalitet".

Annonce

Blød bund

Sidste år genoptog forvaltningen i Tønder Kommune påbudssagerne fra Sejersbækområdet, da der var nogle ejendomme, der ikke havde fået udstedt et påbud. I den forbindelse blev der igen foretaget en test af vandkvaliteten og i den forbindelse opdagede Miljøstyrelsen, at Sejersbæk nu karakteriseret som et "blødbundsvand" - altså at bunden ikke består af grus, jord og sten - men af blødt organisk materiale.

"Styrelsen afgjorde på den baggrund, at Tønder Kommune kan undlade at gennemfør en forbedret spildevandsrensning i vandløbsoplandet, da vandområdet bliver taget ud af vandområdeplanerne. Der er derfor ikke længere hjemmel til at fastholde påbuddene meddelt i oplandet til Sejersbæk", fremgår det af dagsordenspunktet i teknik- og miljøudvalget, da udvalget holdt sit månedlige møde forleden.

Ordene fra Miljøstyrelsen betyder altså, at Tønder Kommune ikke kan forlange af ejerne af ejendommen i området, at de skal rense spildevandet bedre. Men for nogle kommer tilbagetrækningen for sent.

Annonce

Advarede kommunen

Mogens Thomsen, der er en arg modstander af bedre spildevandsrensning i det åbne land - hvor det ikke kan dokumenteres af kommunen, at rensningen vitterligt fører til et renere vandmiljø - advarede dengang om, at Sejersbæk er et blødbundvandløb og at kommunen ikke kunne kræve, at borgerne renser spildevandet bedre.

- I 2017 gjorde jeg i et brev til kommunen opmærksom på, at Sejersbæk er et blødbundsvandløb, og derfor kunne kommunen heller ikke dengang udstede et påbud. Men de fasthold altså deres påbud. Det har hele tiden haft en blød bund, og derfor er det skrækkeligt, at man i første omgang valgte at udstede påbuddet, siger Mogens Thomsen og efterlyser "ordentlighed" fra Tønder Kommunes side.

Annonce

Klassens gode dreng

Udvalgsformand Bo Jessen (V) oplyser, at ejerne af to af de 13 ejendomme allerede har efterkommet Tønder Kommunes påbud. For den enkelte ejer kan det være en investering, der løber op i 100.000 kroner.

Bo Jessen erkender, at tilbagetrækningen er uheldig, da den ramme dem, der har reageret hurtigt og efterkommet påbuddet.

- Det betyder, at klassens gode dreng har investeret i noget, han ikke behøvede at investere i, som Bo Jessen formulerer det.

Mogens Thomsen er chokeret over, at kommunen atter trækker påbud i land.

- Det er noget skrækkeligt noget. Jeg siger hele tiden til dem, der har fået et påbud om bedre spildevandsrensning: Vent, vent. Lad være med at gøre noget, for det er hul i hovedet, siger Mogens Thomsen, der er næstformand i foreningen Fair Spildevand.

Annonce

Skrækeksempel

Mogens Thomsen peger på familien Jensen i Draved. Familien havde sammen med to andre ejere i området efterkommet kommunens påbud om at forbedre rensningen af spildevandet med udgangen af 2017. Familien brugte 95.000 kroner, men før julen 2018 trak kommunen påbuddet tilbage.

- Jeg brugte hele min sommerferie på at rydde området og har betalt 95.000 kroner. De penge kunne jeg have brugt til noget andet, sagde Filip W. Jensen til JydskeVestkysten, da avisen omtalte sagen sidste år.

Dengang var det 14 ejendomme, der fik trukket påbuddet tilbage - men det kom altså for sent for familien Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce