Annonce
Sønderborg

Påkørt kvinde fik varige mén og mistede sit arbejde

Ringridningen i Skovby er normalt kendetegnet ved galloperende hestehove, men sidste år blev festen præget af hasarderet kørsel, da en bilist påkørte en kvindelig gæst og forsvandt ind over ringriderpladsen. Arkivfoto

Retssag: Den mand, der er tiltalt for at have kørt en kvinde ned og fortsætte ind i en større menneskemængde under ringridningen i Skovby sidste år, nægter sig skyldig.

Annonce

SØNDERBORG: En 29-årig mand fra Sydals nægter at have påkørt en kvinde ved indgangen til ringriderpladsen i Skovby om natten 29. juli 2017.

- Det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Ikke efter hvad jeg mindes, nej, sagde den 29-årige, da sagen mod ham startede ved Retten i Sønderborg torsdag.

Han er tiltalt for at have påkørt en i dag 47-årig kvinde, der var på vej ud fra toilettet for ringe efter en taxa. Hun røg i en stor bue væk fra bilen og landede på ryggen på asfalten. Hun pådrog sig en flænge i baghovedet, hjernerystelse, flækkede knogler i fødderne og slog ryggen og blev i ilde tilredt tilstand kørt til sygehuset. Kvinden får varige mén og er ikke i stand til at passe et normalt arbejde. Skadeserstatningen lyder på 66.000 kroner, men det mener tiltalte ikke, vedrører ham.

Han havde drukket og røget en joint. Han forklarede, at en pige kom hen til ham på pladsen og spurgte, om han kunne skaffe narko. Det kunne og ville han ikke. Senere forfulgte pigens kæreste og en anden mand ham i bil omkring ringriderpladsen, men han mener ikke at være kørt ind over den på flugt fra ulykkesstedet.

Han var på forhånd frakendt kørekortet i ti år.

Tilstedeværende ud for indgangsportalen til ringriderpladsen i Skovby flygtede i rædsel natten til lørdag 29. juli sidste år, da en sort VW Golf pludselig kørte venstre om en varevogn og torpederede en tilfældigt forbipasserende kvinde, der kom slemt til skade. Bilen fortsatte ind over ringriderpladsen og forsvandt. Tiltalte nægter sig skyldig, selv om vidner har peget på ham som ulykkes- og flugtbilist. Han er derfor også tiltalt for at undlade at hjælpe tilskadekomne personer. Den 29-årige har forklaret, at han selv var på flugt fra nogen, der forfulgte ham, fordi de var sure på ham. De forsøgte at køre ham i grøften, sagde han i retten. Under fester i Lysabild en uge senere skulle et slæng af hans venner have truet et af hovedvidnerne, der ikke mødte op i retten. Det nægter tiltalte ligeledes. En anklage for 29 august at have kørt hasarderet i en Peugeot mellem Mintebjerg og Skovby - ligeledes i en langvarig frakendelsestid af kørekortet - nægter han sig ligeledes skyldig i.

Annonce

Omvendt

Vidnernes forklaring i retten var stik modsatte. Ifølge dem var en sort Golf kørt uden om en varebil fra Skovby kro og havde ramt kvinden og fortsat ind over ringriderpladsen, hvor folk flygtede for livet.

- Har du forfulgt tiltalte i bil? blev et hovedvidne - pigens kæreste - spurgt.

- Nej, svarede han.

- Snakkede du med ham på ringriderpladsen?

- Nej!

Hans kæreste indrømmede at have snakket med tiltalte på pladsen. Senere fulgte hun ifølge eget udsagn efter ham til fods, efter han havde tildelt en ven til hendes kæreste en lussing. Hendes forklaring stemte dårligt overens med vidneforklaringen i politirapporten. Hun forklarede, hun var gået helt i chok, da en kvinde, hun kendte, blev påkørt og alvorligt kvæstet. Manden, der ifølge flere forklaringer fik én på hovedet, dukkede slet ikke op som vidne i retten.

En uge senere skulle tiltalte være mødt op med et slæng under en fest i Lysabild, hvor han stødte på gruppen af sydalsingere, som han havde lagt sig ud med på ringriderpladsen. De var sammen i et hus over for. Tiltaltes venner skulle have truet det udeblevne hovedvidne med at "plaffe" ham og "tage ham med ud i skoven", hvilket giver et yderligere tiltaleforhold for trusler.

Annonce

Rodet

Forsvarer Lars Thousig gik hårdt til vidnerne. Den 29-årige erkender at have kaldt politibetjentene fucking pansersvin, da han blev anholdt om natten, efter flere vidner havde udpeget ham som den skyldige i påkørslen og flugt fra ulykkesstedet. Han erkender også at have ført bil i spiritus- og hashpåvirket tilstand i frakendelsestiden.

Da der mangler at blive indkaldt vidner i tiltaltes favør, og flere opkald til politiet på diverse gerningstidspunkter skal verificeres, er sagen udsat til september. Da vil det manglende hovedvidneatter blive bedt om at give møde i retten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Efter brutalt corona-knæk blomstrer turistbranchen igen: Udlejere jubler over reddet og forlænget højsæson

Esbjerg

Hverdagen

Annonce