Annonce
Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Flere syd- og sønderjyder herunder 32-årige Morten Petersen fra Aabenraa bruger de sociale medier til at samles - hver for for sig - under coronakrisen. Foto: Rikke Baltzer Knudsen
På Fanø plejer påsken at markere overgangen fra vinter til højsæson. Børn og børnebørn kommer til øen for at besøge familie, og sommerhusene fyldes med gæster. Sådan er det ikke i år, for coronakrisen raser og aflyser påskekomsammener og andre forårsaktiviteter i flæng. JydskeVestkysten hoppede på cyklen for at finde ud af, hvordan virussen påvirker fastboende og gæster på øen i den kommende højtid.

Voxpop

Henning Trimarco, 56 år, Fanø

Henning Trimarco, 56 år, Fanø. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi skulle have været til København i det Kongelige Teater og se forestillingen Blixen om Karen Blixen, men det er aflyst. Men ellers plejer vi at have børn, svigerbørn og børnebørn, der til daglig bor i København, herovre til påskefrokost om søndagen, hvor vi har æggejagt ude i haven. Påskeharen, som er mig, gemmer æggene, og dem, der ikke bliver fundet, får jeg. Det plejer at blive til et par stykker eller tre. Jeg skal have udtænkt en digital æggejagt, og ellers skåler vi over Facetime. Så må vi lave æggejagten i Dyrehaven, når vi kan komme til København. Jeg synes, regeringen håndterer det flot, men jeg synes, hun (Mette Frederiksen, red.) har åbnet for hurtigt op. Den slags skal man ikke sige til danskerne, for så står de klar. Nu snakker de om at lukke broen, så vi må hellere blive hjemme.

Peter Birkelund, 27 år, Fyn

Peter Birkemose, 27 år, Fyn. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi er på ferie herovre (Fanø, red.) bare vores lille familie. Vi plejer at mødes til påskefrokoster, hvor vi samles store dele af familien og hygger. Det er jo så blevet udskudt eller aflyst helt. Dog er der en, der har en stor have, og så man kan måske ses og holde afstand der. Men jeg arbejder på Odense Universitetshospital og har med coronapatienter at gøre, så jeg ved ikke helt, hvor meget jeg vil udsætte mig selv og familien for. Vi ser situationen an. Vi bruger Facetime, så vi stadig kan se hinanden. Specielt for min datters skyld for hun kan jo ikke forstå, hvorfor vi ikke kan besøge oldemor og bedstemor, som vi plejer at gøre.

Herdis Møller, 74 år, Fanø

Herdis Møller, 74 år, Fanø. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi bor herovre, og vores datter bor i Skørping i Nordjylland. De plejer at komme i påsken, og det kan de så ikke nu. Det bliver en stille påske, men vi har jo efterhånden vænnet os til det. Min mand har en kronisk sygdom, så vi holder meget lav profil og gør ingenting udover at gå nogle lange ture ved stranden. Vi læser og ser fjernsyn, og jeg snakker i telefon hele tiden, og så håber vi bare, det går godt med det hele.

Ulla Ellingsgaard, 44 år, Fanø

Ulla Ellinsgaard, 44 år, Fanø. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi plejer at holde en stor påskefrokost, men den ville vi nok ikke holde alligevel i år, fordi vi lige har mistet min mor. Men vi kommer til at mangle vores venner i Vejle, som vi plejer at ses med. Vi hygger, går ture og tænder bål i stedet for. Det begynder at knibe med at være kreativ. Vi har en dreng på ni år og en pige på fire, og de mangler deres legekammerater og føler det nærmest som en straf, at de ikke må komme ud. Det er tradition hos os, at børnene får en lille pose med et Anders Ands blad, et spil eller nye tusser, når vi har ferie. I morges har jeg mailet til en lokal børnetøjsforretning for at spørge, om jeg kan få to sæt tøj til at lægge ned i. På den måde prøver jeg at støtte lokalt.

Morten Petersen, 32 år, Aabenraa

Morten Petersen, 32 år, Aabenraa. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi plejer at være sammen med familien. Typisk dansk med påskefrokoster i hver side af familien som så mange andre steder. I år står den bare på havearbejde, hus og almindeligt arbejde. Man har efterhånden prøvet alle sine alternativer af med at spille spil og se film og serier. Men nu er vejret jo med os. Vi har prøvet med familien at lave virtuelle spilaftener, og det kan godt være, der bliver noget igen i påsken. Nogle af familiemedlemmerne har skrevet ud, at de vil lave deres egen påskefrokost på Skype og skåle hver halve time, så det kan da godt være, vi skal skåle med. Det er ærgerligt, og man mangler det sociale, men sådan er hverdagen bare nu.

Hans Jørgen Jensen, 68 år, Esbjerg

Hans Jørgen Jensen, 68 år, Esbjerg. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi bor fast i Esbjerg, men har haft hus her på Fanø i 35 år, så jeg vil gætte på, at vi de sidste 30 år har været herovre i påsken. Det er vi også i år. Normalt går tiden med at gøre forårsklar, vaske vinduer og terrasse og sætte havestole frem. Vi plejer at have besøg af familien til en påskefrokost, men det er cancelleret i år. Min kone og jeg kan godt selv spise en frokost sammen og hygge os, så det gør vi. Og ser lidt fjernsyn og læser aviser. Hvis vejret arter sig, skal vi selvfølgelig ud og gå nogle ture, men lige i dag er det lidt småkoldt.

Karsten Deutschbein, 55 år, Fanø

Karsten Deutschbein, 55 år, Fanø. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi plejer at lave havearbejde derhjemme og tage på nogle små udflugter. Men det bliver ikke til noget i år, for nu skal jeg stå her hele påsken og holde øje med genbrugspladsen, fordi der kun må være fem biler afdgangen. Sådan er det, når man er med i beredskabet (Sydvestjysk Brandvæsen, red.). Det familiære derhjemme må så ryge lidt i baggrunden. Nu har jeg været med i beredskabet så mange år, at jeg ved, at vi pludselig kan blive kaldt ud til et eller andet, og det ved familien også. Det har vi vænnet os til. Børnene er ved at være godt og grundige trætte af, at de ikke bare kan tage hjem til nogle kammerater og komme i skole. Det påvirker dem utrolig meget. Det kører meget over Facetime.

Andreas Klintlyng, 17 år, Skjern

Andreas Klintlyng, 17 år, Skjern. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Normalvis plejer jeg at være sammen med mine venner og drikke. Men det bliver der selvfølgelig ikke så meget af. Det er okay, at normal druk bliver aflyst, det er mere, at min fødselsdag i påsken bliver udskudt på grund af det. Planen var, at jeg skulle holde en stor fest med venner. Jeg skal nok bare spille computer i stedet og være kreativ. Jeg er lige blevet færdig med et barbord i dag, som jeg har lavet i træ i coronakrisen. Normalvis bor jeg på min erhvervsskole, men da Danmark blev lukket ned, tog jeg hjem til familien.

Charlotte Poulsen, 24 år, Esbjerg

Charlotte Poulsen, 24 år, Esbjerg. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Jeg plejer at være til påskefrokoster, og til motorcykeltræf i Esbjerg skærtorsdag. Det sidste er aflyst, og man samles ikke på torvet. Men jeg har stadig en påskefrokost med den nære familie. Vi går alle på arbejde, så uanset om vi er på arbejde eller er sammen som familie, er der chance for at blive smittet. Men det bliver da en mere stille påske, fordi dem, der bor langt væk, ikke kommer. Men jeg føler mig ikke så ensom, fordi jeg får det sociale i form af mit arbejde (SuperBrugsen på Fanø, red.). Der er faktisk rigtig mange mennesker.

John Poulsen, 74 år, Fanø

John Poulsen, 74 år, Fanø. Foto: Rikke Baltzer Knudsen

Vi plejer at invitere ind til langfredag-middag med hele den pukkelryggede. Det er råhygge. Ellers står den på klargøring af haven, og vi tjekker det hele af med grillen, så alt er klar til sommer. Nu er den store sammenkomst aflyst, og vi følger loven. Ellers råhygger vi alligevel. Vi kører nogle lange ture eller går ud på stranden. Der er tid nok, og vi kan gøre tingene i et helt andet tempo, så det er udmærket, selvom vi selvfølgelig gerne vil se familien. Min kone bruger Facebook, men det gider jeg ikke. Det er bare at vise tålmodighed og håbe på, at der snart bliver lukket op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Pseudo-oplukning af grænsen: Det er kun lidt bedre end ingenting

Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce