Annonce
Varde

Pædagog og beboer på bosted laver liveshow for udviklingshæmmede

Pædagog Micha Søgaard står i den 25-åriges lejlighed en time til halvanden, før hun og den 25-årige skal sende dagens afsnit af det underholdende liveshow. Foto: Martin Ravn
Det er lidt trist at bo på Samstyrkens bosteder i en tid, hvor stederne er blevet isolerede, og hvor alle beskæftigelsestilbud er lukket ned. Pædagog Micha Søgaard spreder glæde med et show to gange i ugen sammen med en 25-årig beboer på Krogen 5.

Varde: 40 så med på den første udsendelse i onsdags. Nu er det søndag eftermiddag, og der er ikke længe til, at de skal på live igen. Pædagog Micha Søgaard er sammen med en 25-årig hovedpersonerne i et liveshow, der sendes ud til udviklingshæmmede samt deres pårørende og personale i hele Varde Kommune.

- Det skal være sjov, fis og ballade, siger den 25-årige.

Han bor på Krogen 5, der er botilbud for 12 unge. Det er en del af Samstyrken, der er Varde Kommunes tilbud til udviklingshæmmede. Han har ikke ønsket at komme i avisen med billede og navn, hvilket JydskeVestkysten har accepteret.

Annonce

Showet

  • Showet er tiltænkt borgerne, der er tilknyttet Samstyrken samt deres pårørende og personalet.
  • Den bliver derfor udsendt på en lukket Facebook-side.
  • Hvert afsnit varer cirka tre kvarter.
  • Samstyrken har sine afdelinger i Ølgod, Oksbøl og Varde.

Hårde tider

Bostederne er lukket land for tiden, så JydskeVestkysten taler med Micha Søgaard og den 25-årige gennem et åbent vindue. Terrassedøren bliver åbnet, da der skal tages billede. Der er ikke mulighed for at komme ind i den 25-åriges lejlighed, mens de laver deres liveshow, der bliver sendt ud i en lukket gruppe på Facebook.

Alle beskæftigelsestilbud er lukket, og hvis en beboer på et bosted er hjemme ved pårørende, så skal de efterfølgende isoleres i deres lejligheder, før de kan komme ud i fællesområderne igen.

- Det er hårdt, og det er et kæmpe afsavn. Det er frygteligt. Man er afskåret fra familie. Jeg har sagt fra dag ét, at jeg føler det som en besættelse, for der er en masse regler, som jeg skal indordne mig under, siger den 25-årige.

Men netop når det er hårdt, så er der også brug for noget underholdning.

Inviterede sig på kaffe

Det var natten til mandag den 30. marts, at Micha Søgaard fik ideen om et liveshow. Mandag formiddag ringede hun til den 25-årige og spurgte, om hun måtte komme og drikke en kop kaffe med ham.

- Da tænkte jeg: "Hvad har jeg nu lavet?", griner den 25-årige.

Pædagogerne er på bosteddet, når de er på arbejde. Det er usædvanligt, at de kommer i deres fritid. Men Micha Søgaard kiggede forbi for at høre, om de to skulle lave programmet på Facebook sammen, og efter lidt betænkningstid, sagde han ja.

- Det var måske det bidrag, jeg kunne komme med i den her tid, siger han.

Det var Micha Søgaard, der fandt på ideen med at lave en liveshow for Samstyrkens borgere. Selv prøver hun også at holde sig så meget muligt hjemme, når hun har fri, for hun ønsker ikke at sprede smitte på bostedet. Foto: Martin Ravn

En god beskæftigelse

Her knap en uge efter er han glad for, at han sagde ja. Han tænker på showet hver dag og bruger meget tid på at forberede sig og researche på det næste emne.

- Det er godt for mig at have noget at stå op til, siger han.

Han har også hørt fra andre, at de har været glade for at se showet, og det betyder meget for ham.

Showet er live på Facebook, fordi der her er mulighed for, at seerne kan skrive kommentarer undervejs. Det gør, at der er interaktion. Seerne kan være med til at vælge farven på noget, de skal lave, og det kan være, de bliver bedt om at gætte, hvad der nu skal ske. De har arbejdet meget på, at det skal være et show, som alle udviklingshæmmede kan få noget ud af.

Temaet denne søndag er gækkebreve. Showet fortsætter hvor onsdag og søndag, så længe alle tilbud for udviklingshæmmede er lukket ned. Efterfølgende fortsætter de muligvis med at lave shows, når der er særlige anledninger.

Showet sendes fra den 25-årige lejlighed. Micha Søgaard fortæller, at Samstyrken også bruger teknologiske løsninger på andre måder for at sikre, at der stadig er indhold i hverdagen for de udviklingshæmmede. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Kolding

Eleverne skulle have noget at stå op til: Skole gennemførte fuld skoledag i en måned under nedlukningen

Annonce