Annonce
Sport

Padelbane i Vorbasse indviet: - Vi har etableret banen for at være fremsynet

Snoren klippes over af formanden Susanna Madsen og PR-ansvarlig Claus Jørgensen. Foto: André Thorup
Der kan nu spilles padel på den nye bane i Vorbasse som det eneste sted i Billund Kommune.

Vorbasse: Ved første øjekast ligner det en tennisbane pakket ind i glas. Selve spillet ligner også tennis, men alligevel ikke.

Der er tale om spillet "padel", og fredag kunne foreningen med det nye navn "Vorbasse Tennis- og padelklub" indvie deres nye bane med taler, klipning af den røde snor og gratis hotdog, øl og sodavand. Cirka 80 mennesker mødte op for at se snoren blive klippet over.

- Jeg håber, at alle i Vorbasse vil være med til at passe på banen, sagde formanden, Susanna Madsen, der ser frem til at udbrede sporten.

- Vi har etableret banen for at være fremsynet, og fordi vi gerne vil kunne tilbyde noget andet, end det der allerede er i de omkringliggende byer.

For at udbrede padel har foreningen indført et "pay & play" system. Interesserede kan booke en bane og spille. Derudover har foreningen også en aftale med Vorbasse Skole, så de kan benytte sig af banen i idrætstimerne. Det er også muligt at melde sig ind i tennis- og padelklubben og dyrke begge sportsgrene.

Annonce

Det er fedt at se padel blomstre op i Danmark

Alex Laugesen, næstformand i dansk padelforbund

Fænger særligt mænd

Padel kan bedst beskrives som en blanding af tennis og squash. Banen er mindre end en tennisbane, og så er den omgivet af vægge, som benyttes aktivt i spillet. I stedet for en ketsjer med strenge, spiller man med et bat. Bolden ligner en tennisbold, men den er mindre og har mindre tryk.

Efter talerne var der en demonstration af spillet udført af nogle garvede spillere fra Aarhus, blandt andet næstformanden i Dansk Padelforbund, Alex Laugesen.

- Det er fedt at se padel blomstre op i Danmark, sagde Alex Laugesen, der også er idrætskonsulent i DGI.

- Vi kan se, at padel virkelig fænger mænd mellem 30 og 60 år. Jeg tror, det er, fordi der både er noget socialt i det, da man skal være fire for at spille, men at det også er en meget dynamisk sport, hvor man er meget i gang.

Padelbanen i Vorbasse bliver den første af sin slags i Billund Kommune. Padel blev opfundet i Sydamerika i slutningen af 1960'erne, og er den anden største sport i Spanien - kun overgået af fodbold.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce