Annonce
Erhverv

Pandora mister en tiendedel af salget fra starten af 2019

Max Rossi/Reuters
Smykkevirksomheden Pandora glæder sig over fremgang med spareplan, mens salget i gået i bakgear.

Efter væksten i smykkevirksomheden Pandora i 2018 bremsede op, er den fra starten af 2019 havnet i bakgear.

I årets første tre måneder er omsætningen faldet fra 5,1 milliarder kroner til 4,8 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste å.

Samtidig er det såkaldte like-for-like-salg, der er et udtryk for udviklingen i salget i de butikker, der har eksisteret i minimum 12 måneder, faldet med 10 procent.

Det er særligt i butikker i europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien, at salget er faldet. Her er der et minus i salget på over 20 procent i alle tre lande.

Til gengæld er salget i store markeder som Kina og USA i mindre grad faldet. I Kina er det endda lykkes at løfte omsætningen.

Det var ventet, at første kvartal ville byde på et gok i nøden for Pandora. Men det blev ikke så hårdt, som analytikere havde regnet med.

Samtidig glæder Pandoras finansdirektør, Anders Boyer, sig over, at Pandoras milliardstore spareprogram "Programme Now" er begyndt at kaste resultater af sig.

Til Ritzau Finans siger han ydermere, at Pandora begynder et stort tilbagekøb af lagre i de to næste kvartaler.

En del af programmet betyder, at 1200 ansatte i Thailand bliver fyret. Det kommer oveni de 700, der blev fyret i februar.

Derudover bliver produktionen lukket ned i to til tre uger, så Pandora kan nedbringe sine udgifter til løn.

Ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen har Pandora lykkes med at afstemme forventningerne forud for tirsdagens regnskab.

- Der var ventet et rædderligt regnskab, og det er det jo på sin vis også. Så vi ser nok en negativ kursreaktion, men det bliver næppe helt så udtalt, som vi før har set i forbindelse med Pandoras regnskaber, siger han til Ritzau Finans.

Pandora tjener sine penge på at sælge smykker, der ofte er produceret i Thailand. Selskabet er særligt kendt for sine armbånd og sine charms, der er en slags tilbehør til armbåndene.

Selskabet var sidste år gennem en turbulent tid. Efter et mislykket strategiskifte mistede direktør Anders Colding Friis jobbet i august.

Først i april i år havde hans afløser, Alexander Lacik, første arbejdsdag.

Samtidig skal Pandora have ny bestyrelsesformand, da Peter Tuborgh har annonceret, at han ikke bliver siddende på posten.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce