Indkøbsrus: Allerede inden det sidste ord var sagt på pressemødet onsdag aften, begyndte folk at storme mod Kolding Storcenter. Statsministeren bebudede en total nedlukning, der fra torsdag morgen også gælder landets storcentre, og det fik i dén grad gang i julehandlen.
Hurtigt kom både biler og knallerter susende mod Kolding Storcenter, mens køen foran flere butikker voksede som en nervepirrende julefeber. Mens mere end 20 personer i en tæt række ventede på at få lov at komme ind i Matas, skabte også særligt undertøjs- og smykkebutikker lange køer.
En af de, der hurtigt havde sat sig bilen, var 65-årige Inga Thousgaard fra Vejen.
- Jeg hørte, at Kolding Storcenter ville lukke, og så kørte jeg. Pressemødet var ikke engang færdigt. Men hvad gør man ikke som farmor. Jeg skal hente noget tøj til mit barnebarn. Det er kun herinde, jeg kan få det, og det er et meget stort ønske, så nu håber jeg, at jeg kan få fat i det, sagde hun.
Indkøb for coronaramt
For mange besøgende var det netop julegaver, der lokkede dem ud i på en sen shoppetur. Det var også tilfældet for 36-årige Charlotte Colding fra Kolding, der dog skyndte sig i storcentret på vegne af sin bror.
- Jeg hørte det for omkring en halv time siden. Jeg skal ind og hente to gaver for min bror, som er lagt til side. Han kan ikke selv komme, for han ligger derhjemme og er ramt af corona, sagde hun.
På parkeringspladsen foran særligt hovedindgangen var der omkring klokken 19 en næsten panikagtig stemning. Flere biler stoppede op for at sætte folk iført mundbind af, mens ægtepar aftalte at mødes ved bilen, når "det var overstået". Enkelte kom også småløbende med små børn ved hånden.
Hamstrede julegaver
De, der havde været mest forudseende, kunne forlade storcentret, som de største folkemængder begyndte at rykke ind. Blandt dem var 38-årige Daniel Døssing fra Bække og 44-årige Thue Valdemar fra Stouby. Venneparret, der havde været sammen, da de første rygter om en total nedlukning kom, havde hurtigt besluttet sig for at køre til Kolding Storcenter.
- Vi tænkte, at der nok ville komme flere og flere, og så ville vi skynde os hertil for at få det overstået. Vi har købt syv gaver på knap en time, lød det fra Thue Valdemar, mens kammeraten tilføjede:
- Det er jo bare nemt at handle her, fordi det hele er samlet ét sted. Man kan vel godt sige, at vi i stedet for at hamstre toiletpapir har været ude at hamstre julegaver.
Inga Thousgaard, VejenJeg hørte, at Kolding Storcenter ville lukke, og så kørte jeg. Pressemødet var ikke engang færdigt. Men hvad gør man ikke som farmor.