Annonce
Esbjerg

Par fra Ribe har forberedt sig i årevis: Coronakrisen er begyndelsen på Jordens sidste tid

I mere end 50 år har Hans og Esther Lauridsen studeret biblen. Og derfor føler de sig også rustet til coronavirusset, som de meget vel mener kan være begyndelsen på Jordens sidste tid. Foto: Mark Michael Hede
Mens coronavirusset skaber frygt og rædsel verden over, tager Hans og Esther Lauridsen fra Ribe den helt med ro. De mener, at sygdommen er et tegn fra Gud på, at vi lige nu gennemlever Jordens sidste tid. Netop det har ægteparret forberedt sig på i årevis, og nu opfordrer de andre til at undgå panik. I stedet skal man finde frelse i biblen.
Annonce

Ribe: ”Soyadrik”, ”dåsemad” og ”hånddesinfektion”, står der blandt andet på den liste, som Hans Lauridsen har skrevet ned.

Det er hustruen, Esther, der har mindet ham om, at det nok er en god idé at komme til købmanden i dag, og selv om Hans hentede 25 kilo kartofler igår, er det bedst, hvis der kommer helt styr på tingene.

Esther og Hans Lauridsen har i årevis ment, at Jordens sidste tid er på vej, og derfor plejer deres hus, der ligger i et ærkedansk parcelhuskvarter i udkanten af Ribe, også at være fyldt til randen med både mad og håndsprit.

Men med den seneste tids voldsomme fokus på den smitsomme coronavirus og risikoen for hamstring af landets supermarkeder har ægteparret fået øjnene op for, at det nok ville være godt at fylde lageret op. Og der skal helst være nok til, at de kan klare sig i nogle måneder.

I flere end 50 år har Hans og Esther studeret biblen, og de mener, at corona eller COVID-19 er det seneste tegn på, at enden er nær. Den tid, som andre ville kalde for dommedag.

- Vi er ikke overraskede over, at verden bliver ramt af en frygtelig sygdom som corona. Det er begyndelsen på den allersidste tid. En advarsel. Vi har ikke fulgt herrens ord, og det får konsekvenser, siger Hans Lauridsen og slår ud med sine lange arme i en bebrejdende bevægelse uden dog at ville give nogen skylden.

- Vi er alle skyld i det.

Vi er ikke overraskede over, at verden bliver ramt af en frygtelig sygdom som corona. Det er begyndelsen på den allersidste tid. En advarsel. Vi har ikke fulgt herrens ord, og det får konsekvenser

Hans Lauridsen

Annonce

Gud har givet dem en opgave

Hverken Hans eller Esther er bange for at sige tingene ligeud. De mener nemlig, at Gud har givet dem en opgave, der betyder, at de skal advare folk om den sidste tid.

Derfor er de heller ikke bange for at invitere JydskeVestkystens udsendte indenfor. De vil have ordet ud.

Hans Lauridsen har ellers en hjertesygdom og er dermed i risikozonen for at blive smittet med corona. Men det frygter han ikke.

- Gud er der, og derfor frygter jeg ikke. Jeg har forsøgt at læse min bibel så godt, som jeg kunne. Og derfor er jeg så godt beredt på afslutningen, som jeg kan være. Jeg må bare håbe, at Herren er overbærende, siger han.

Annonce

Rygsækken står klar

Hans og Esther fortæller, at man ikke kan forudsige helt præcis, hvornår enden på Jorden indtræffer. Men corona er, ligesom klimaforandringerne, et tegn på, at vi er tæt på afslutningen.

På ægteparrets talrige hjemmesider, der blandt andet omfatter en digital bibelskole, beskriver de, hvordan denne afslutning kommer til at foregå. Det vil blandt andet holde op med at regne, og der vil komme både økonomisk krise og hungersnød.

- Der er stor mulighed for, at det ender mere frygteligt, end man tror. Derfor bør man gøre sig klar, siger Esther.

Og parret er i den grad klar. Forberedt på det værste. Derfor har de samlet sig redskaber nok til at bevæbne en mindre landsby mod ragnarok, apokalypsen eller måske endda en atomkrig.

Ud over de hundredvis af kilo mad, som deres hus er spækket med, står deres rygsække pakkede og klar med både kortbølgeradio, en dolk, solcellelygter og et mobilt vandrensningsanlæg. Corona kan bare komme. De kan stort set overleve hvor som helst.

Deres helbred er godt nok ikke, hvad det har været, og de er derfor heller ikke så mobile, som de var engang, men så er det godt, at det vigtigste redskab ligger plantet på sofabordet.

- Biblen og Guds ord er vigtigere end alt andet, siger Hans.

Om Hans og Esther Lauridsen

Hans og Esther Lauridsen er begge 80 år.

De er gift og bor i Ribe.

Tidligere har de blandt andet boet i Australien og USA.

De har tre børn og fire børnebørn.

Ægteparret er ikke medlem af en religiøs menighed, men bekender sig kristendommen.

De driver en bibelskole på nettet. Den kan findes her: www.bibel-skolen.com

Deres altoverskyggende interesse er "den sidste tid" eller det som andre kender som dommedag. Det kan man læse mere om på en anden af parrets hjemmesider: www.jordens-allersidstetid.com

Annonce

Forstår frygten

Hans og Esther erkender, at der nok er nogen derude, som vil mene, at de er skøre, men de forstår samtidig godt, hvis andre vælger at følge deres eksempel. De mener nemlig ikke, at coronafrygten er hysterisk.

- Vi skal undgå panik. Det er Guds vilje, og corona er en naturlig del af den sidste tid. Jeg har forståelse for, at folk er bange. Men der er mulighed for at finde frelse i biblen, og det vil jeg opfordre alle til, siger Esther Lauridsen.

Hun er heller ikke bange for at blive latterliggjort, for hendes holdning til corona og den sidste tid på Jorden. De, der griner og gør nar, er satans tjenere. Og hendes mission er vigtigere, end at tage sig af dem, mener hun.

- Det er det her, vi har brugt et helt liv på. At blive klar. Og at advare andre om denne sidste tid. Nu er den her, siger hun og læner sit hoved ind mod sin mand, der snart skal ud ad døren.

Det er blevet tid til at tage til købmanden.

De har aldrig frygtet enden, Hans og Esther. Da Hans for knap 15 år siden blev ramt af en blodprop i hjernen, var han da heller ikke bange. Han havde jo sin Gud. Foto: Mark Michael Hede
Kartofler i tøndevis er en del af ægteparrets forberedelser på den sidste tid. Foto: Mark Michael Hede
Et mobilt vandrensningsanlæg er nødvendigt, hvis man vil klare sig i naturen. Og derfor har parret sådan et liggende. Foto: Mark Michael Hede
Når enden er nær, bliver der brug for lys. Derfor har Hans anskaffet sig en solcellelygte. Og han mener, at der bliver rigelig mulighed for at bruge den. Ifølge biblen vil det nemlig ikke regne i ganske lang tid, når dommedagen kommer. Foto: Mark Michael Hede
Fryseren er også fuld, men efter dette billede blev taget, tog Hans og Esther til købmanden for at handle igen. Foto: Mark Michael Hede
Det vigtigste redskab på vejen mod enden er dog biblen, mener Hans Lauridsen. Foto: Mark Michael Hede
Hans og Esther Lauridsen opfordrer til at undgå panik. Coronavirusset er en naturlig del af den sidste tid. I stedet bør man finde frelse i biblen. Foto: Mark Michael Hede
Hans og Esther Lauridsen. Foto: Mark Michael Hede
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Fanømusiker hylder det underlige og utilpassede: Det er ikke sikkert, jeg får kys og klap, men det har aldrig været meningen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce