Annonce
Sport

Parasitter i maven har sat Tom Dumoulin tilbage

Benoit Tessier/Reuters
Cykelrytteren Tom Dumoulin skriver på Instagram, at han har taget medicin mod parasitter i maven.

Tom Dumoulin har ikke fået den bedste start på sæsonen 2020 for sit nye hold, Jumbo-Visma, men det er der en god grund til, forklarer den hollandske cykelrytter.

Annonce

29-årige Dumoulin skriver i et opslag på Instagram, at han har været syg.

- Som I alle sammen ved, har jeg ikke haft det så godt på det seneste. I sidste uge fandt vi parasitter i min mave, og siden har jeg taget medicin.

- Jeg har det meget bedre og har haft nogle gode træningspas i dag (mandag, red.) og i weekenden. Jeg ser frem til at begynde planlægningen af min sæsonstart og mine mål meget snart. Jeg holder jer opdateret, skriver han.

I sidste uge meddelte Dumoulin på samme sociale medie, at han var tvunget til at aflyse en højdetræningslejr og droppe løbene Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo, som ellers var en del af hans program.

Tom Dumoulin har tidligere i karrieren fejret store triumfer, men 2019 blev ikke noget stort år for den alsidige rytter.

I Giro d'Italia styrtede han på 4. etape og udgik dagen efter med store smerter.

Siden forsøgte han at blive klar til Tour de France, men en mindre operation i knæet få uger før Touren forpurrede muligheden for at stille til start i en konkurrencedygtig forfatning.

Dumoulin vandt Giroen i 2017 og har vundet fire etaper i samme løb. I 2018 blev han nummer to i Tour de France efter Geraint Thomas, og han har i løbet af karrieren vundet tre etaper i verdens største cykelløb.

I 2017 blev hollænderen verdensmester i enkeltstart.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Merkel holder drømmen om Europa i live

For en uges tid siden gik en sød historie sin sejrsgang i tyske medier og på sociale platforme. Landets kansler, Angela Merkel blev fotograferet i en kø i en dagligvarebutik med sin indkøbsvogn. To ruller toiletpapir og fire flasker hvidvin. ”Eine wie uns” som det hed sig i masser af opslag på nettet efterfølgende. Ingen hamstring. Fornuftig prioritering. Og kansleren betalte endda med kreditkort og ikke kontanter, som man ellers ofte gør hos vores naboer. Lederskab i det små. Merkel viser også lederskab i det store. Hvor lande i hele Europa, inklusive Danmark, har dukket sig, mens et coronahærget Italien har bedt om hjælp, trådte Merkel straks til. Tyskland henter syge italienere til tyske hospitaler. Tyskland henter også syge franskmænd. Fordi man har overskuddet. Fordi man kan. At man samtidig opbygger viden i det tyske sundhedsvæsen, der senere kan komme tyske patienter til gavn, er en kærkommen sidegevinst. Tyskland sender også respiratorer til Spanien. Deler ud af sit overskud. Tyskland viser sig også i coronakrisen fra sin bedste side, som vi har set det i række krisestunder i nyere europæisk historie. Wir schaffen dass, er budskabet fra Merkel igen og igen, og hun sætter sig selv og sit land forrest. Det bør vi alle være taknemmelige for. Uden Tyskland, intet Europa fristes man til at konkludere. Den danske stat har handlet hurtigt og konsekvent på coronakrisen. Der er grund til at håbe, at vi derfor kan komme relativt let igennem den set i sundhedsfagligt perspektiv. Måske også økonomisk. Det er dog værd at holde fast i, at Corona er grænseoverskridende, og vejen tilbage på den anden side løses ved at tænke og handle grænseoverskridende. Det ville derfor klæde os at stå side om side med Tyskland i både ord og handling. Også mens det er svært. Der er en udløbsdato på Angela Merkel. Tiden som kansler rinder ud i 2021. For Europas skyld er der grund til at håbe på, at også hendes efterfølger tager et ansvar, der rækker ud over Tysklands grænser. For uden tysk lederskab, smuldrer Europa.

Kolding

Plejehjem har nu haft ni smittetilfælde med corona: To plejehjemsbeboere er indlagt

Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Annonce