Annonce
Sport

Paris sender brev til IOC og advarer om olympisk sponsor

Pool/Reuters
Borgmester Anne Hidalgo er bekymret over IOC's olympiske partneraftale med boligudlejningsplatformen Airbnb.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) offentliggjorde mandag et olympisk partnerskab med Airbnb.

Aftalen, der gælder frem til OL i 2028, skaber ikke umiddelbar glæde i Paris, der er vært for OL om fem år.

Byens borgmester Anne Hidalgo mener, at boligudlejningsplatformen har negative konsekvenser for byens boligmarked.

Hidalgo skrev i sidste uge et brev til IOC-præsident Thomas Bach, hvor hun udtrykte sin bekymring og advarede om konsekvenserne ved aftalen med Airbnb.

Det bekræfter rådhuset i Paris over for nyhedsbureauet AP, skriver avisen New York Times.

Tidligere i år sagsøgte Frankrigs hovedstad Airbnb for op mod 12,5 millioner euro (93 millioner kroner), da en lang række lejligheder på platformens hjemmeside ikke lever op til byens registreringskrav for udlejning.

Viceborgmester for sport og turisme, Jean-Francois Martins, fortæller til AP, at Anne Hidalgo planlægger af afholde en afstemning omkring Airbnb's tilstedeværelse i Paris, hvis hun bliver genvalgt til næste år.

- Hun mener, at Airbnb har en skidt indvirkning på boligmarkedet.

- Pariserne vil få valget mellem forskellige ting, blandt andet at få det gjort forbudt i bestemte områder, siger Martins ifølge New York Times til AP.

Airbnb og IOC præsenterede mandag det nye partnerskab som en bæredygtig måde at indkvartere gæstende tilskuere under OL og vinter-OL fremfor for at bygge nyt hver gang.

/ritzau/

Annonce
New York Times'' historie om Anne Hidalgos bekymring over IOC''s aftale med Airbnb
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce