Annonce
Esbjerg

Parkerings-ballade slut for denne gang: P-model for indre by vedtaget i byrådet

Der er fremover stadig to timers gratis parkering i Esbjergs indre by, men fra næste år kan man købe sig til ekstra tid, sådan som det også er tilfældet i det nye parkeringshus i Danmarksgade. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Et enigt byråd vedtog mandag aften den nye parkeringsmodel for indre by. To timers parkering er gratis, mens der i fremtiden vil kunne tilkøbes ekstra tid oveni, så ingen behøver flytte deres bil.
Annonce

Esbjerg Kommune: Der lød et ramaskrig, da det for halvanden måned siden gik op for nogle af politikerne i blå blok, at de uafvidende havde været med til at stemme for en restriktiv parkeringsmodel for Esbjergs indre by, men nu er der med Esbjerg Byråds beslutning i enighed mandag aften faldet ro over gemytterne igen. I hvert fald indtil videre.

Forhistorien er den, at politikerne i forbindelse med budgetforliget i efteråret sidste år blev enige om at levere et tilbud til borgerne i forbindelse med indførelse af betalingsparkering i Esbjerg Midtby. Således var planen, at der fortsat skulle være to timers gratis parkering, og derefter kunne borgerne enten betale et lille beløb for at lade bilen stå længere, eller man kunne gå tilbage og flytte den til en anden central parkeringsplads, som man gør i dag.

Da sagen imidlertid nåede Teknik & Byggeudvalget, var modellen ændret til, at de to timers gratis parkering gælder per døgn og ikke per parkeringsplads. Hvis ikke man ville punge ud, skulle man altså flytte bilen helt ud på den anden side af den centrale parkeringszone omkranset af Jernbanegade, Nørregade, Stormgade og Havnegade/Adgangsvejen.

Den restriktive udgave af p-modellen kom også igennem økonomiudvalget, for her bed de færreste mærke i den lille, afgørende sætning i sagsfremstillingen, hvis overskrift - "Betalingsparkering og beboerlicenser - forslag til takster" - heller ikke afslørede ret meget.

Eneste henvisning til de nye restriktioner var følgende sætning: "Det er besluttet, at der ikke skal betales for de første to timer, der parkeres - inden for samme døgn". (Kursiveringen er JydskeVestkystens, red.).

Imidlertid er parkeringsmodellen nu landet på, at man nu kan købe sig til ekstra tid ud over de gratis to timer - enten via app eller p-automat - hvis man ikke vil flytte sin bil.

Annonce

Nye diskussioner

Henrik Vallø, Borgerlisten, drog et lettelsens suk, inden han varslede nye diskussioner:

- Jeg syntes, vi har en stor opgave, når vi taler parkering i især Esbjerg Midtby, men vel også til en vis grad i Ribe. Og jeg er også ret sikker på, at vi bestemt ikke er færdige med tale parkering med denne sag. Vi vil gerne det hele, vi vil f.eks. også gerne være så grønne som muligt, men det har, eller kan have nogle omkostninger. Her tænker jeg f.eks. på det ret store antal p-pladser, der nu også er fjernet i Jyllandsgade mellem Skolegade og Nørregade på grund af forsøget med blomsterkummer og træerne der. Der er ganske mange erhvervsdrivende i gågaden, som ser manglen på butiksnære p-pladser som en kæmpetrussel med handlen i gaden. Der skal ikke meget til at vælge den personlige betjening i en butik fra i forhold til i stedet at handle på Amazon/Zalando og andre lignende netbutikker, lød det, inden han opfordrede til en helhedsplan for midtbyen, hvor byggeri, trafikal infrastruktur, parkering, træer og grønne oaser og alt andet tænkes sammen.

Annonce

Svær fødsel

Socialdemokratiets Mussa Utto causerede lidt over den svære fødsel og turbulente sagsgang, mens SFs Jørn Boesen Andersen slog fast, at hans parti i mange år har støttet betalingsparkering som et middel til trafikregulering.

- Biltrafikken vokser, og foretager vi os ikke noget, så er der ikke plads til alle fremover. Vi vil gerne motivere til at benytte kollektiv trafik, og det må være rimeligt, at bilisterne gennem betalingsparkering bidrager til forbedringer fremover i indre by, sagde han blandt andet, inden han udtrykte tilfredshed med, at man nu endelig kommer i gang med betalingsparkering.

Enhedslistens Sarah Nørris mente, det nærmest var hip som hap hvilken model, der blev valgt, men hun fandt det dog vigtigt, at parkering er gratis for el- og hybridbiler samt handicapbiler og ville dermed også stemme for.

Kort om

Esbjerg Kommunes planer om at skærpe parkeringsreglerne i en betalingszone i centrum er blevet hårdt kritiseret fra flere sider, herunder fra Esbjerg City.

Men den 20. oktober forkastede et flertal i økonomiudvalget bestående af Venstre, SF, Dansk Folkeparti, De Konservative samt Borgerlisten den restriktive parkeringsmodel, som embedsmændene anbefalede, og er i stedet vendt tilbage til den model, som borgerne og de handlende i sin tid blev stillet i udsigt.

Modellen, som nu også er vedtaget i Esbjerg Byråd, er et servicetilbud, hvor bilisterne via en app kan købe sig til ekstra parkeringstid ud over de første to, gratis timer, hvis de vil slippe for at flytte bilen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live: En typisk minkavler får udbetalt over 11 millioner kroner - se tallene her

Annonce