Annonce
Billund

Slut med p-bøder: Kommune dropper parkeringskontrol i Grindsted

Der skal ikke længere gå p-vagter rundt i Grindsted. Dermed skal bilister ikke længere være bange for at blive mødt af et girokort i forruden. Arkivfoto: Michael Bager
Der vil ikke længere være risiko for at blive mødt af et girokort i forruden, hvis man har parkeret sin bil i Grindsted. Billund Kommune har besluttet, at der ikke længere skal gå p-vagter rundt i byen.
Annonce

Grindsted: Snart er det ikke længere nødvendigt at frygte for at få en parkeringsafgift i Grindsted. Politikerne er blevet enige om, at der ikke længere skal gå parkeringsvagter rundt i byen og lange girokort ud til de bilister, der parkerer for længe det samme sted.

Borgerne skal dog fortsatte opføre sig hensigtsmæssigt - for ellers kan vagterne hurtigt komme tilbage.

- Hvis det viser sig, at det ikke fungerer, kan vi hurtigt sætte noget i gang igen, slår Per Nyhus (DF), der er formand for teknik- og miljøudvalget, dog fast.

- Det er ved Magion, hvor vi har Borgerservice, at jeg er mest bekymret for, at det klumper sammen. Der duer det ikke, hvis der holder nogen hele dagen, så folk skal om og parkere bag Magion. Men det er risikoen, og hvis det klumper for meget sammen, har jeg ingen problemer med, at vi kigger på det igen, siger Per Nyhus.

Annonce

- Der er pladser nok

Det var den nu hedengangne Borgerlisten, der i sin tid stillede forslag om at gøre op med p-vagterne i Grindsted. Ole Marcussen (S), som dengang var gruppeformand for Borgerlisten, er glad for, at forslaget nu er blevet vedtaget.

Han erkender, at risikoen for, at nogle parkeringspladser kan ende med at blive kaotiske, dermed er til stede.

- Vi tror på, at der er pladser nok, og at der ikke er behov for, at der bliver reguleret via p-bøder. Hvis vi tager fejl, må vi ændre delvist på afgørelsen. Så vi følger med i udviklingen og ser, om der skulle være behov for stramninger, siger Ole Marcussen.

Selvom der ikke længere vil gå p-vagter rundt med blokken i hånden, vil de kommunale skilte med parkeringsrestriktioner blive stående. Det kan synes underligt at bevare skilte, når der ikke vil være sanktioner for at bryde reglerne, men det kan muligvis fungere som en venlig henstilling, mener politikerne.

- Det er et forsøg på at adfærdsregulere på en mere human måde, så det ikke bliver med bøder. Jeg tror på, at folk godt kan forstå, at de ikke skal holde der hele dagen, siger Ole Marcussen.

Der er alene i Grindsted, at der er truffet beslutning om at droppe p-vagterne. Der vil derfor fortsat være kontrol i Billund.


Vi tror på, at der er pladser nok, og at der ikke er behov for, at der bliver reguleret via p-bøder. Hvis vi tager fejl, må vi ændre delvist på afgørelsen.

Ole Marcussen (S)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce