Annonce
Udland

Parlament vil ikke godkende Orbans kandidat efter EU-eksamen

Francois Lenoir/Reuters
Oliver Varhelyi skal svare på yderligere spørgsmål på skrift til på mandag. Ny høring kan blive aktuel.

Udenrigsudvalget i EU-Parlamentet vil ikke i første omgang godkende Ungarns kandidat til EU-Kommissionen. Det bekræfter europaparlamentarikere i flere politiske grupper.

Oliver Varhelyi, der er tiltænkt jobbet som EU-kommissær for udvidelse og naboskab, er blevet bedt om at svare på yderligere spørgsmål. Først er der tale om skriftlige spørgsmål. De skal besvares til på mandag.

Men udvalget kan også bede om en ny høring med ungareren.

Ungarerens høring blev indledt klokken 8 torsdag formiddag, og det stod straks klart, at det faktum, at han er indstillet af Ungarns regering med premierminister Viktor Orbán i spidsen, ville blive et problem.

Igen og igen måtte han svare på spørgsmål om, hvordan han vil sikre, at Ungarns EU-kritiske regering ikke ville få plads ved kommissærmøderne, hvis han blev kommissær.

Ungarn har de seneste år været på kant med især EU-Kommissionen i en række sager. Orbán har ført kampagne om, hvordan EU-Kommissionen ifølge ham har handlet helt uansvarligt i forhold til migration.

Man har ifølge Orbán ikke beskyttet de ydre grænser - og dermed Ungarn - og hele planen om omfordeling af flygtninge og migranter er han indædt modstander af.

Omvendt lever Ungarn ifølge EU-Kommissionen ikke op til EU's retsstatsprincipper og fælles værdier.

Den kommende EU-Kommission skal godkendes i en afstemning i hele EU-Parlamentet. Det er usikkert, hvornår denne afstemning skal finde sted.

Men det har hidtil været planen, at man ville stemme i slutningen af november i Strasbourg. Om det kan blive aktuelt, er fortsat usikkert.

Der mangler tre kommissærer. Og det er fortsat usikkert, hvad EU-landene vil gøre i forhold til Storbritannien, som ikke vil indstille en kandidat. EU-traktaten kræver, at alle lande er repræsenteret i EU-Kommissionen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Terror skal bekæmpes uden tøven

Takket være en dygtig indsats fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og syv af landets politikredse kan Danmark meget vel være sluppet for ét eller flere terrorangreb. Ved en koordineret aktion onsdag blev flere end 20 adresser over hele landet ransaget og omkring 20 personer anholdt. Ifølge det oplyste fik politiet fat i alle de personer, der var mistænkt, og der menes derfor i denne sag ikke at være flere potentielle terrorister på fri fod. De anholdte vil blive fremstillet ved grundlovsforhør, flere af dem sigtet efter straffelovens såkaldte terrorparagraf. Det er sparsomt med oplysninger i sagen, men ifølge politiet har flere af de anholdte haft "militant, islamistisk motiv" til den planlagte terrorhandling, som vi indtil videre ikke ved noget om. Sagen vidner om den dødsens alvorlige situation, vi som land befinder os i. Der findes iblandt os mennesker, der drevet af islamisk fundamentalisme vil os det ondt, som ingen midler skyer og hvis mål er at skabe skræk og rædsel ved så dødelig terror som muligt. Det er hinsides vores fatteevne, hvorfor de er i besiddelse af så indædt had til de frie samfund, hvis beskyttelse de nyder godt af hver dag, men det er de. Det er ubegribeligt, hvorfor de overhovedet lever i vores vestlige demokratier, men det gør de. Desværre. Det må vi indrette os efter og droppe enhver naiv forestilling om andet, end at vi har været under angreb, at vi er under angreb og at vi kommer under angreb. Mindst én gang tidligere har dansk politi afværget et større terrorangreb, da fire mand i 2010 blev anholdt for at planlægge et attentat mod JP/Politikens Hus i København. I 2015 blev der gennemført to terrorangreb i København på Krudttønden og mod en jødisk synagoge. Her blev to mennesker dræbt. Vi har allerede tilladt mere overvågning og registrering i samfundet, men vi bryder os ikke om at ofre vores frihed på terrorens alter. Lige i dag må vi glæde os over, at der med dygtigt politiarbejde formentlig blev afværget et grusomt terrorangreb.

Kolding

Efter krisemøde: Nyt forlig og fremtidens Kolding Havn ventes klar inden jul

Annonce