Annonce
Aabenraa

Parti-hop: Radikal kandidat er næste gang klar for S

Op til kommunalvalget i 2017 mødtes en række kvindelige kandidater på tværs af partier til snak over kaffe og kager. Radikale Cathrina Aaes Sørensen (t.v.) og socialdemokraten Signe Bekker Dhiman var blandt deltagerne. Til november skal de begge kæmpe om de socialdemokratiske stemmer. Arkivfoto: André Thorup
Cathrina Aaes Sørensen har skiftet De Radikale ud med Socialdemokratiet og er nu for anden gang klar til at gå efter en plads i byrådet.

Aabenraa: Ved kommunalvalget i 2017 stod Cathrina Aaes Sørensen øverst på De Radikales opstillingsliste i Aabenraa Kommune. 331 stemmer blev det til, men det rakte ikke til en plads i det nuværende byråd.

Nu er hun igen klar til valgkamp. For Socialdemokratiet. "Flere forudgående ting", som hun udtrykker det, fik hende i sommer til at forlade De Radikale, og i al ubemærkethed meldte hun sig så i januar ind i Socialdemokratiet.

Eller helt ubemærket gik det ikke for sig. Den lokale kredsledelse bed mærke i, at der var kommet et nyt medlem, der tidligere havde vist, at hun havde mod på mere, og Cathrina Aaes Sørensen blev derfor spurgt, om hun ville stille op for liste A til november.

- Det ville jeg selvfølgelig gerne, hvis de kunne se mig som et positivt kort i den sammenhæng. Under kommunalvalget i 2017 havde jeg et godt samarbejde med Socialdemokratiet, og det er en af grundene til, at jeg kan se mig i S og er klar til at bakke op om Erik Uldall Hansen som borgmester. De har værdier, der taler til mig, siger den 46-årige lærer og tilføjer:

- Nu håber jeg så bare, der bliver bakket op om mit kandidatur.

Annonce

Skal lige godkendes

Cathrina Aaes Sørensen skal nemlig lige godkendes på den kommende generalforsamling, men det bliver formentlig bare en formssag. Formanden for Aabenraa-kredsen, Jan Stubberup, er i hvert fald ikke fedtet med de pæne ord.

- Vi er meget glade for, at Cathrina ønsker at fortsætte sin politiske karriere i Socialdemokratiet og ser frem til samarbejdet med hende, siger han.

Der er endnu ikke sat dato på generalforsamlingen, da partiet går efter at holde et fysisk møde, så det kræver en yderligere lempelse af forsamlingsforbuddet. Jan Stubberup håber på, det kan blive i maj.

Efterfølgende holder partiet så opstillingsmøde, hvor alle kandidater præsenterer sig selv, hvorefter medlemmerne ved en urafstemning afgør, hvordan de skal fordeles på listen. Denne gang dog ud fra det princip, at det skiftevis skal være en kvindelig og en mandlig kandidat.

Fra Hjordkær til Aabenraa

Cathrina Aaes Sørensen er 46 år. Hun er gift med Chris Thorne Sørensen og parret har tre børn. For to år siden flyttede familien fra Hjordkær til Aabenraa.

Hun er uddannet lærer og har arbejdet på Hærvejsskolen og Løjt Kirkeby Skole, inden hun for halvandet år siden blev praksisvejleder i Haderslev Kommune. Her arbejder hun med pædagogisk vejleding af pædagoger og lærere med det mål at skabe en mere inkluderende kultur på skolerne.


Vi er meget glade for, at Cathrina ønsker at fortsætte sin politiske karriere i Socialdemokratiet og ser frem til samarbejdet med hende.

Jan Stubberup, formand Aabenraa-kredsen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce