Annonce
Rejser

Kom med til byen hvor Titanic stævnede ud fra

En model af passagerskibet Titanic og silhuetter på væggen af passagererne – omkomne og redede. Foto: Judith Betak
Oplev hvor meget skibsfarten og passagertrafikken gennem årene har betydet på godt og ondt i den britiske by, som kalder sig "Cruice Capital of Europe".

Allerede under romerne var det en vigtig handelsby. Dengang hed byen Clausentum. Senere blev byen ud til Den Engelske Kanal mest kendt for skibstrafik. Det var herfra briterne stævnede ud på rejserne til Great Britains besiddelser eller kommende besiddelser ude i den store verden.

Næste år, 5. august, er det for eksempel 400 år siden, at Mayflower smed trosserne på kajen i Southampton for at sejle de første pilgrimme mod USA, hvor de grundlagde den første koloni i New England. Det vil naturligvis blive fejret i byen, selv om det er en anden engelsk by, kolonien i Amerika fik sit navn efter. Et medfølgende mindre skib sprang nemlig læk, da de var nået ud i Atlanterhavet, og begge skibe returnerede til Plymouth for at samle deltagerne på ét skib - hvorfor kolonien, der blev navngivet efter sidste engelske havn, kom til at hedde Plymouth Colony.

Men den mest omtalte afsejling fra Southampton er uden tvivl 10. april 1912. Da stævnede Titanic ud på sin jomfrurejse mod New York med katastrofale følger, da det, der blev kaldt verdens mest moderne og "synkefri" skib, ramte et isbjerg fire dage senere, gik ned og 1514 mennesker omkom.

Den grusomme historie om forliset og den efterfølgende retssag optager en stor del af Southamptons Sea City Museum. Men hvad der er nok så interessant ved netop denne Titanic-udstilling er, at den også handler om byen som hjemhavn for de mange passagerrederier, og om hvilken effekt det havde for både samfund og indbyggere - før og efter Titanic.

Et af udstillingslokalerne har for eksempel et tegnet bykort anno 1912 over hele det hvide gulv, og et hav af røde pletter viser de adresser, hvor et eller flere familiemedlemmer omkom ved forliset. Det gør anderledes indtryk end de kolde fakta: 500 familier mistede familiemedlemmer, hvoraf flertallet var besætningsmedlemmer.

En spændende udstilling, som bestemt er en pause værd.

Der er åbent alle ugens dage mellem klokken 10 og 17. Entré til alle udstillinger er 8,50 pund (godt 70 kroner) for voksne. seks pund (cirka 50 kroner) for børn under 16 og seniorer over 60 år.

Hvor: Havelock Rad i byens tidligere retsbygning og politistation.

Læs mere på seacitymuseum.co.uk.

Annonce

Lige i nærheden

  • Jane Austen, forfatter 1775-1817 til blandt andet "Stolthed og Fordom" og "Fornuft og Følelse" har boet i byen i tre perioder af sit liv: Som skolepige, som ung kvinde og som voksen kvinde, da hun sammen med sin mor og søster boede hos sin bror, Frank Austen, i et hus nær Southampton Castle.
  • Souvenirforretningen Oceans på High Street 160, som sælger guidede ture, har også en brochure med Jane Austen Walking Trail, som man selv kan gå efter.
  • Se mere på southamptontouristguides.com
Hvordan hele byen blev påvirket af Titanics forlis, går for alvor op for én, når man står på det hvide gulv med bykortet og de røde pletter, der viser, hvor de omkomne boede. Foto Judith Betak
Sea City Museum har adresse i Southamptons gamle rets- og politibygning med en større ny udbygning. Foto: Wikimedia Commons
Passagerer og besætningsmedlemmer – og skæbner på Titanic. Foto: Judith Betak
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Stenderup Pokalen er igen blevet uddelt

Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Esbjerg

Borgmester kalder partifælles selv-erklærede mærkesag for fuldstændig urealistisk: Vil koste 63,7 millioner kroner om året

Danmark For abonnenter

43 kommuner driver ulovlige solcelleanlæg: Nu risikerer investeringer for millioner at ryge i skraldespanden

Annonce