Annonce
Sønderborg

Peder og Iman har på hver sin måde bygget bro

Det er 16. gang, Brobyggerprisen uddeles. Ofte er den blevet delt mellem flere modtagere, og det var også tilfældet i år, hvor intergrationsrådet valgte at hædre Peder Clemmensen og Iman Kayed. I midten ses formanden for rådet Desalegn Tufa. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Brobyggerprisen, der er Sønderborg Kommunens årlige anerkendelse af arbejdet med at integrere nye borgere, går i år til Peder Clemmensen og Iman Kayed.
Annonce

Sønderborg: I mange år har Peder Clemmensen undervist børn af flygtninge og indvandrere i modtageklassen på Dybbøl-Skolen. Og selv når børnene havde lært tilstrækkeligt dansk til at kunne følge undervisningen i de almindelige klasser, har han bevaret kontakten til mange af dem og støttede dem i troen på, at de også kunne tage en uddannelse.

Det gælder blandt andet et par afghanske søskende, som aldrig havde gået i skole, da de ankom med deres forældre til Sønderborg. De to piger lærte hurtigt dansk, og i dag er den ene snart færdiguddannet som ergoterapeut, mens den anden læser til bygningsingeniør.


Jeg har jo selv været gennem meget af det, de nye skal igennem, når de kommer til Danmark. Jeg vil gerne gøre en forskel for dem.

Iman Kayed, frivillig i Røde Kors


Da Peder Clemmensen gik på pension, kunne han ikke slippe sine modtagebørn, og derfor valgte han at fortsætte som frivillig i Dansk Flygtningehjælps lektiecafé i Ulkebøl.

- Jeg underviser stadig, næsten hver dag, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Det holder mig i gang, fortalte Peder Clemmensen, efter han torsdag sen eftermiddag fik overrakt Sønderborg Kommunes Brobyggerpris. Eller det vil sige halvdelen af den.

Annonce

Pris til deling

For Peder Clemmensen deler brobyggerprisen med Iman Kayed.

Hun kom til Danmark som 17-årig og har som voksen kastet sig over frivilligt arbejde i Dansk Røde Kors’.

- Jeg har jo selv været gennem meget af det, de nye skal igennem, når de kommer til Danmark. Jeg vil gerne gøre en forskel for dem, for det giver mig motivation, forklarer hun.

Iman Kayed er aktivitetsleder af projektet ”Venner viser vej”, der knytter kontakt en-til-en mellem frivillige og flygtninge, som for nylig er kommet til kommunen. Desuden er hun engageret i en barselscafe for flygtningekvinder, som mødes for at vedligeholde deres danske ordforråd.

For 16. gang

Brobyggerprisen uddeles af Integrationsrådet i Sønderborg Kommune og gives til en person eller en gruppe, der har ydet en ekstraordinær indsats for at fremme integration af minoritetsgrupper og skabe mangfoldighed i kommunen.

De seneste år er prisen gået til Heidi Moisen og Bjarke Schmidt (2019), Eva Sommer (2018), Red Barnets familieklub (2017), Frelsens Hær (2016) og Susanne Samsøe (2015).

Senest har hun taget initiativ til at få flygtninge til at melde sig som besøgsvenner for ældre og ensomme. For det får begge parter noget ud af. Den ensomme ældre får selskab, mens flygtningen får indblik i dansk kultur og mulighed for at bidrage til det danske samfund.

Annonce

Blå ugle og røde roser

- I har begge gjort en fantastisk indsat for integrationen af de nye, som kommer til kommunen. Så det var umuligt for os at vælge. Derfor må I dele prisen, sagde formand for Integrationsrådet, Desalegn Tufa, da prisen blev uddelt i byrådssalen på Sønderborg Rådhus.

Normalt foregår prisuddelingen til kultur- og idrætsnatten foran hundredvis af tilskuere. Denne gang var skaren begrænset til rådets medlemmer, indstillerne og enkelte pårørende.

Prisen består af 5000 kroner til deling, samt et personligt kunstværk af Tove Marie Hansen, Rinkenæs. Peder Clemmensen fik en glasskål med en blå ugle, der symboliserede hans indsats, mens der var fire roser i skålen til Iman Kayed.

Iman Kayed var blevet indstillet af Yvonne Lech, formand for Dansk Røde Kors i Sønderborg. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Om Peder Clemmensen fremhævede formanden for intergrationsudvalget, Desalegn Tufa, hans indsats gennem mange år for at hjælpe børn af flygtninge og indvandrere. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Peder Clemmensen og Iman Kayed deler årets brobyggerpris. De var glade og beærede, men kunne godt havde ønsket sig, at prisoverrækkelse kunne have foregået til kultur- og idrætsnatten. Men den blev jo som bekendt aflyst på grund af corona. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce