Annonce
Ishockey

Pederson gider ikke flere dumheder

Esbjerg Energy har en fysisk spillestil, men spillerne skal skelne mellem hårdhed og dumhed - træneren gider ikke længere at se på dumme udvisninger. Foto: Jacob Schultz
Esbjerg Energys træner er dødtræt af at se sine spillere tage dumme udvisninger. Nu har han pointeret det, og det gider han ikke at gøre igen. SønderjyskE på besøg i Esbjerg tirsdag aften.

Selv om de fleste lige nu nok tænker mere på is end ishockey i denne varme sensommer, nærmer sæsonen sig med raske skøjtetag. Og selv om Esbjerg Energy har fået skubbet sin sæsonpremiere fra den 6. til den 10. september – på udebane mod Herlev – på grund af en træningsturnering i Tyskland, har træner Mark Pederson allerede varmet sine spillere godt og grundigt op med en række umisforståelige alvorsord.

- Jeg gider ikke at se på flere dumme udvisninger, det må du gerne skrive i versaler, som han siger.

Så gør vi det.

IKKE FLERE DUMME UDVISNINGER, ESBJERG ENERGY.

Når den ellers besindige canadier har følt behov for at pointere det over for sine spillere igen, er det belært af erfaringer i fortiden. Både den lidt fjerne – Esbjerg Energy røg i sidste sæson ud i kvartfinalen blandt andet fordi to af nøglespillerne, Christian Wejse og Niklas Andersen, røg i karantæne - og den helt nære, fordi den seneste træningskamp i Vojens mod tirsdagens modstander, SønderjyskE, også blev skæmmet af alt for mange udvisninger.

- Det er bare en ond cirkel, fordi det giver frustrationer internt på holdet, fordi vi bruger en masse kræfter på at spille i undertal, og fordi det jo ikke nytter at bruge tid på dommerne – jeg har endnu til gode at se en dommer lave en udvisning om, fordi spillerne brokker sig. Og så koster det point. Vi har en ambition om at ende i top-fire i denne sæson, og så bliver det altafgørende, om vi får tre, to, et eller måske nul point i de tætte kampe. Vi skal bare ikke tabe point, fordi vi dummer os. Jeg gider ikke at se det mere, og nu har jeg sagt det.

- Og hvad hvis det alligevel sker?

- Så får det konsekvenser. Jeg siger det ikke mere. Det skal ikke være nødvendigt, siger Mark Pederson, der ganske vist ikke har udpeget sin kaptajn for denne sæson, men som dog mener at have tilstrækkelig mange erfarne og kølige spillere på sit hold til, at der bliver en vis form for selvjustits.

- Vi har en god gruppe, der passer godt sammen, og det er samtidig en gruppe, hvor spillerne kræver noget af hinanden, og jeg kan allerede mærke nu, at de er klar til at stille krav til hinanden. Spillerne gider jo heller ikke at se holdkammeraterne dumme sig, siger Mark Pederson.

Annonce

Ny hovedsponsor

Esbjerg Energy kan tirsdag præsentere endnu en hovedsponsor. Granly Gruppen får i denne sæson selskab af Claus Sørensen Gruppen, der også er hovedsponsor i EfB.

SønderjyskE hænger lidt

Han sender tirsdag aften hele kavaleriet på isen til hjemmekampen mod SønderjyskE. Christian Wejse og Grayson Downing, der ikke var med i tirsdags i Vojens, er også med på en aften, da Esbjerg Energy også gennemfører den traditionelle spillerpræsentation.

På den anden side af midterlinjen står et SønderjyskE-hold, der stadig er langt fra topformen. Holdet mangler endnu i træningskampene at vise et niveau, der er i nærheden af sidste sæsons slutspilskampe.

Mario Simioni og hans hold kommer til opgøret efter tre tætte kampe. SønderjyskE har vundet 3-2 over Rødovre efter overtid, tabt 2-3 til Aalborg efter overtid og vundet 2-1 over Esbjerg Energy på et sejrsmål scoret et halvt minut før tid.

Kampen spilles 19.00, og der er gratis entre i Granly Hockey Arena.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Efter lokalplanbommert: Varde Bolig Administration lægger Ingeniørgruppen på køl

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce