Annonce
Sport

Pederson: Kun nøglekampe tilbage

Esbjerg Energy spiller fredag aften sin tredjesidste hjemmekamp i træningshallen. Foto: John Randeris

Esbjerg Energy under stærkt pres i jagten på en plads i top fire. SønderjyskE på udebane mod Odense, hvor holdet tidligere har haft problemer.

Syv kampe tilbage - otte point op til fjerdepladsen.

Det ser mere end svært ud for Esbjerg Energy at kravle op på en af de pladser, der giver en ekstra hjemmekamp i kvartfinalen. 2-0-nederlaget til Frederikshavn på hjemmebane for godt to uger siden gjorde forbandet ondt i den sammenhæng - det er netop nordjyderne, der lige nu er nummer fire.

Og træner Mark Pederson erkender inden fredagens hjemmekamp mod Herning, at det bliver svært at avancere.

- For os er der kun nøglekampe tilbage. Det er klart, at de indbyrdes kampe mod Frederikshavn og Aalborg, der ligger lige foran os, er lidt vigtigere, for hvis vi taber dem, ser det nærmest umuligt ud, men grundlæggende ser jeg sådan på det, at der kun er nøglekampe tilbage, siger Mark Pederson.

Hans hold havde for nylig en forrygende stime med 11 pointgivende kampe i træk, og selv om den blev afbrudt af netop kampen mod Frederikshavn, og selv om de seneste to kampe mod Herlev, der har givet fire point i alt, ikke har været prangende, føler Mark Pederson, at hans hold er, hvor det skal være på denne tid af sæsonen.

- Der er stadig over en måned, til vi skal spille slutspilskampe, så vi skal jo ikke toppe endnu, men det ser fint ud. Vi har haft en usædvanlig januar med meget få kampe, men det har så givet os mere tid til at træne detaljerne i spillet.

- Vil I hellere spille mange kampe, eller passer det jer fint med mere træning?

- Spørger du spillerne, vil de helt sikkert hellere spille kampe. For os trænere har det betydet, at vi har brugt langt mere tid på at forberede træningerne, fordi det har været mere detaljeret og ikke så meget rutine. Vores mål har hele tiden været at holde spillerne i gang og skarpe, og det, synes vi, er lykkedes meget godt, siger Mark Pederson inden fredagens hjemmekamp klokken 19.00 mod Herning, der i øvrigt forventes udsolgt.

Annonce

Mychan bliver

Allerede nu har Esbjerg Energy en af de udenlandske profiler til næste sæson på kontrakt. Den 26-årige canadier Jesse Mychan har således skrevet under på en kontrakt for sæsonen 2019/2020.

Bøvl i Odense

For SønderjyskE byder fredagen på en kort tur til Odense, hvor ligaens absolutte bundhold tager imod.

Sønderjyderne rejste sig fornemt oven på pokalskuffelsen med en sejr i Aalborg onsdag aften, og de er naturligvis klar favorit. Men de to hidtidige indbyrdes kampe i Odense i denne sæson giver anledning til en vis respekt. Fynboerne vandt således den første 3-0, og i den anden måtte SønderjyskE i overtiden for at vinde 2-1. Odense viste onsdag også tænder på egen is, da Frederikshavn kæmpede sig tilbage fra 2-4 til en sejr på 6-4.

Kampen i Odense spilles 19.30.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce