Annonce
Sport

Pederson: Vi spillede en flot kamp

SønderjyskE fik til sidst lagt pres på Esbjergs mål, men det nyttede ikke noget - der står 1-0 i serien til det forsvarende mesterhold. Foto: Niels Husted/Scanpix

Esbjerg Energy-træner roste sit hold for at følge planen og glædede sig over, at alle fire kæder bød ind. Han havde kun ting at klage over.

En god blanding af lettelse og glæde prægede stemningen i Esbjerg Energy-lejren efter sejren over SønderjyskE. Alle vidste, hvor forbandet vigtigt det er at komme godt fra start i sådan en kvartfinale-serie, og træner Mark Pederson glædede sig ikke kun over sejren.

- Selvfølgelig er vi lettede og glade, men jeg synes også, at vi fortjente at vinde. Vi spillede meget solide 60 minutter, vi undgik at falde ud af kampen og holdt et tungt pres på dem næsten hele vejen igennem, sagde Mark Pederson, der faktisk havde lidt betænkeligheder ved sit holds kampform kontra modstanderens inden kampen.

- De var allerede i den her playoff-stemning, fordi de havde spillet playin-kampene, og den skulle vi først ind i. Selv om spillerne har trænet hårdt og passet godt på sig selv i de seneste ni dage, hvor vi ikke har spillet kampe, er det bare noget andet at spille end at træne. Specielt denne slags kampe. Men jeg synes, at vi fra start viste, at vi var klar, konkluderede Mark Pederson.

Han holdt kampen igennem fast i at spille med fire kæder, og det var faktisk ikke for at spare kræfter med henblik på de formentlig mange, kommende kampe - han havde bare tilliden til sine spillere.

- Vi har bare fire gode kæder, synes jeg. Kig på det, der skulle være vores tredjekæde med Wejse, Scheel og Niklas, de gjorde det fremragende. Arbejdede hårdt, stod godt defensivt og scorede endda. Og vores fjerdekæde havde også chancer og spillede fint, det var meget glædeligt. Hvis jeg endelig skal pege på noget, der ikke var godt nok, må det være, at vi ikke scorede et tredje og et fjerde mål, men det skyldtes også, at de altså har en god målmand, sagde Mark Pederson.

På bundlinjen stod 2-1, den første sejr i en serie bedst af syv, og i bund og grund var det sejren, der talte mest for Esbjerg Energys træner.

- Vi ved, hvor vigtig den første kamp i en serie er. Hvis vi havde tabt, havde vi nærmest været tvunget til at vinde dernede på søndag. Jeg ved ikke, om man kan sige, at presset er øget på dem, men nu har vi i hvert fald gjort den første del af arbejdet færdigt på egen is, sagde Mark Pederson.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce