Tønder: TM Tønder Håndbold har måttet have fat i sparekniven.
Det skyldes en nedgang i sponsorindtægter fra Tønder Kommune - kommunens økonomiudvalg besluttede i juni at tildele klubben 350.000 kroner i årlig sponsorstøtte i to år og derudover få udarbejdet en samarbejdsaftale, som kan give klubben yderligere indtægter.
De 350.000 kroner er under halvdelen af de 750.000 kroner årligt, som klubben modtog, da holdet spillede i ligaen og som indtil nu er fastholdt i 1. division.
- I første omgang må man sige, så bliver man selvfølgelig en lille smule skuffet. Vi skal jo leve af de penge, fortæller Kim Wittenkamp, direktør i TM Tønder.
Han peger på, at hver gang penge falder fra, er der færre til at gennemføre klubbens ambitioner.
Små bider
Klubben har gennemført en sparerunde efter økonomiudvalgets beslutning - der er sparet bredt.
- Det er både lønninger og omkostninger af forskellig art. En lille bid alle steder, det bliver også til mange penge, fortæller Kim Wittenkamp.
Han er positivt indstillet overfor den samarbejdsaftale, der nu skal udarbejdes - elementer i den er sundhed og beskæftigelse.
Henrik Frandsen, borgmester og formand for økonomiudvalgetDe er gået meget positivt ind i arbejdet, vil jeg gerne sige. Og min forventning er, at vi finder en rigtig god løsning.
- Det er også to områder, som vi kan se, harmonerer godt med at have en håndboldklub, så jeg synes faktisk, det er ret spændende at være med til, fortæller han.
Klubben skal måske hjælpe kommunen med forløb for personer uden for arbejdsmarkedet.
- Der er mange ting, de godt kan blive beskæftiget med i en håndboldklub og gennem en håndboldklub, fortæller Kim Wittenkamp.
Forskel
Han ved på stående fod ikke, hvilke indtægter en samarbejdsaftale kan give klubben.
- Jeg regner ikke med, at vi får de 400.000, som vi har mistet på sponsoratet, men hvordan kommunen vægter og drejer det beløb, vi skal have, det ved jeg ikke rigtigt. Der er forskel på at få 20.000 eller få 200.000, slår han fast.
Henrik Frandsen (V), borgmester og formand for økonomiudvalget, peger på, at økonomiudvalget har fulgt kommunens eliteidrætspolitik - i den er der lagt op til, at håndboldhold i 1. division kan modtage 350.000 kommunale sponsorkroner årligt.
Modydelser
Et oplæg til en samarbejdsaftale og honorering skal forelægges økonomiudvalget i løbet af tredje kvartal i år.
- Forvaltningen kommer med et oplæg til en samarbejdsaftale, som gør, at de (TM Tønder red.) kan få et større beløb, men det kræver så også, at vi skal have nogle tilsvarende modydelser den anden vej, fortæller Henrik Frandsen.
- Der er ikke sat noget beløb på. De er gået meget positivt ind i arbejdet, vil jeg gerne sige. Og min forventning er, at vi finder en rigtig god løsning.
Han mener, der kun er vindere, hvis TM Tønder laver forløb for borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.
- Nogle skal der én indsats til, og andre skal der en anden indsats til. Og kan TMT lave en indsats, som kan hjælpe nogle på vej, så er det egentlig godt for alle parter, siger Henrik Frandsen.
læs videre på side 4