Annonce
Haderslev

Pengene væltede ind til Bents bisættelse, så indsamling er stoppet

"Kaffe Hans " måtte stoppe indsamlingen til en bårebuket, da pengene væltede ind til "Lille Bent" bisættelse. Foto: Larz Grabau
Alle i Haderslev ved hvem ”Lille Bent” var og vil mindes ham.
Annonce

”Kaffe Hans” på Gravene i Haderslev har været nødt til at stoppe sin indsamling til en bårebuket til ”Lille Bent”.


Han var en stor personlighed.

Karen Thymann


Hans Skøtt fra Skøtts Kaffebar oprettede onsdag en indsamling over mobilepay, da han læste omtalen af Alfreds Bents Franks død.

– Jeg har tit set ham gå forbi med folk i hånden. Han har rørt folk fysisk og psykisk. Jeg synes, det var synd, at en så ikonisk skikkelse i bybilledet skulle bisættes uden nogen større højtidelighed, fortæller Hans Skøtt.

Men efter 24 timer var han nødt til at stoppe indsamlingen, fordi pengene væltede ind. Selvom det mest var små beløb, så var der rigtig mange af dem.

– Der er så rigeligt til en bårebuket. Der er for mange penge til bare at købe blomster.

Hvor mange, havde han ved middagstid torsdag slet ikke overblik over. Han skal først have gennemgået indbetalingerne.

– Der er rigtig mange mennesker, der har været inde på opslaget. Og alle fortæller de historier om Bent, og hvad han har betydet for dem.

Hans Skøtt har allieret sig med sognepræst Erik Holmgaard , som vil stå for bisættelsen på tirsdag. Normalt, når kommunen arrangerer en bisættelse, så kommer afdøde i de ukendtes gravsted.

Men nu er det aftalt, at pengene fra indsamlingen skal bruges til, at Bents urne kan blive sat ned i hans mors gravsted, at hans navn kan komme på stenen, og at der betales for vedligehold og pleje af gravstedet de næste 10 år. Så bliver der lagt blomster på om sommeren og gran om vinteren.

– Og så er der også til blomster i kirken, konstaterer Hans Skøtt.

Annonce

Også bidrag fra dem, som intet har

Bent Frank kom dagligt på værestedet Borgercaféen. Her køber man også en bårebuket. Det gør man altid, når en af brugerne dør.

– Vi har en tradition for, at jeg køber en bårebuket, og så kan man give et valgfrit beløb. Men det er ikke altid, at der er nogen, der gør det. Men der er rigtig mange, der har gjort det til Bent, fortæller daglig leder af caféen Karen Thymann.

På caféen fandt Bent et fristed. Her var han tryg. Så det tog hårdt på ham, da coronaen ramte i foråret og caféen måtte skære ned på sine åbningstider. Han troede, at caféen var lukket. Men der var bare lukket klokken 15. Det forklarede hun Bent, da hun tilfældigt rendte på ham i Kolding, hvor han også kom tit.

Så fandt han ud af komme klokken 14.30, så han kunne få sin daglige biksemad.

– Han kørte sine rutiner, som det var svært for ham at lave om på.

Annonce

Havde sine rutiner

En af hans andre rutiner var netop at besøge sin mors gravsted. Her lagde han blomster og alle mulige minder. Det kunne være en gammel grammofonplade, en cykellygte fra ´50'erne, fotos og avisartikler. I dag ligger der stadig et par porcelænsfigurer.

Han brugte meget tid ved graven. Og han var en flittig kirkegænger.

Ligesom i kaffebaren har alle på kirkegården, ansatte som besøgende, minder om Bent.

Det har man også i Kolding, hvor han kom mindst én gang om ugen. Hver torsdag klokken 10 fik han kaffe og kage på caféen "Den Blå". Den nuværende indehaver mødte Bent første gang for 30 år siden.

Kristian Bryhner Fogh var kok den gang. Bent bildte ham ind, at han var cyklet derop fra Haderslev. Det troede Kristian Fogh ikke på. Men Bent viste ham sin herrecykel med en påmonteret kuffert.

Så fik Bent kaffen gratis. Men siden betalte han for den. Prisen for kaffe og kage ændrede sig dog ikke siden.

– Til en tier. Vi har aldrig i de 30 år hævet prisen for ham.

Kristian Fogh kommer også til bisættelsen.

Bent bisættes på tirsdag den 15. september klokken 10 fra Gl. Haderslev Kirke i Storegade.

Han blev født den 16. marts 1933 i København. Han døde 4. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live:  Rekordmange smittede plejehjemsbeboere døde sidste uge

Annonce