Annonce
Esbjerg

Pengeregn fra Esbjerg-fond til børn og unge

VMOK-fonden med formand Eva Merz i spidsen har foretaget den årlige uddeling af fondsmidler til projekter og initiativer, der hjælper udsatte børn. Arkivfoto: Martin Ravn
Den årlige uddeling fra Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond har fundet sted, og der er blevet penge til tre lokale initiativer i Esbjerg samt initiativer og projekter i resten af Danmark og i Afrika.
Annonce

Esbjerg: Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond har foretaget den årlige uddelingsrunde, og der var indkommet 55 ansøgninger.

Af dem kunne 26 projekter imødekommes med hel eller delvis støtte med et sammenlagt beløb på 683.765 kroner.

Ud af de 26 projekter, der opnåede økonomisk støtte, er de tre fra Esbjerg.

Fonden har nikket ja til et beløb på 37.500 kroner til indretning af tre kælderrum hos Folkekirkens Hus.

Huset er placeret i centrum af Esbjerg og er et sted for sårbare og hjemløse personer mellem 15 og 30 år. Her kan de blandt andet spise morgenmad, bade, vaske tøj og smøre madpakker, og om eftermiddagen er der åben café med lektiehjælp, kreativt fællesskab og spisning.

Unge med angstproblematikker kan have svært ved at være på stedet, hvis der er for mange mennesker, og det kan afhjælpes ved at indrette tre kælderrum, så brugerne kan fordeles i huset.

Annonce

Julegaver

Treenighedskirken i Esbjerg har fået 10.000 kroner i støtte til indkøb af julegaver til børn i udsatte grønlandske familier.

Kirken har gennem flere år haft et samarbejde med foreningen Grønlandske Børn i Esbjerg og lavet forskellige tilbagevendende ture og arrangementer, herunder en julefest. Julefesten er i år aflyst på grund af corona, og i stedet hjælper kirken familierne med at søge om julekurve i lokale loger og indkøbe gaver, der bliver bragt ud til børnene.

Endelig har fonden fundet 31.500 kroner til Frelsens Hær i Esbjerg. Pengene skal bruges på at forsøde juletiden hos udsatte familier, så børnene får en god og hyggelig jul, der ligner den, som deres kammerater har.

Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond har støttet både lokale, nationale og internationale projekter.

Der er således også fundet penge til at forbedre hygiejneforholdene på skoler for syriske børn i  flygtningelejre i Tyrkiet, til oprettelse af seks håndboldklubber for børn i Sierra Leone, til indkøb af madrasser til et hjem for tidligere gadebørn i Kenya, til seksualundervisning af teenagepiger i Tanzania, til indkøb af lærebøger til skoleelever i Kenya og til at forbedre forholdene for børn i fængsler i Zambia.

Fonden

Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond blev stiftet i Esbjerg i 2012.

Fondens formål er at yde økonomisk støtte til initiativer og projekter, der udføres af enkeltpersoner, foreninger, virksomheder og institutioner, hvis arbejde gavner svigtede og socialt udsatte børn og unge.

Fonden uddeler cirka 750.000 kroner årligt.

Fondens bestyrelsesmedlemmer: Eva Merz Kjærgaard (formand), Thomas Linder Thomsen, Annette Friis Jørgensen, Preben Kræn Christensen og Rikke Holmgaard Benmouyal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce