x
Annonce
Udland

Pensioneret FBI-agent døde angiveligt i iransk varetægt

Eric Thayer/Reuters
Familien til Robert Levinson har efter 13 år opgivet håbet om at se ham igen. Det sker efter ny information.

Den tidligere FBI-agent Robert Levinson, der forsvandt under mystiske omstændigheder i 2007, er død i iransk varetægt.

Det oplyser hans familie onsdag amerikansk tid.

- Vi har for nylig modtaget ny information fra amerikanske embedsmænd. Denne information har fået både embedsmændene og os til at konkludere, at vores vidunderlige mand og far døde, mens han var i iransk varetægt, udtaler Levinsons familie i en erklæring.

Familien tilføjer, at det er usikkert, hvornår eller hvordan Robert Levinson døde, men at det var før coronaviruspandemien, som har ramt Iran hårdt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Robert Levinson er en af en række amerikanere, der er forsvundet i Iran, som er USA's ærkefjende. Men hans sag har været forvirrende og kompleks, ligesom at hans familie indtil nu har bevaret håbet om, at han stadig var i live.

Faren til syv forsvandt i marts 2007 på øen Kish ud for Irans sydlige kyst. Øen siges at have mere lempelige visumregler end resten af Iran. Det menes, at Levinson var i færd med at efterforske falske cigaretter.

Men i 2013 beskrev avisen The Washington Post, at Robert Levinson, der var pensioneret fra FBI, arbejdede for CIA og var på en uautoriseret mission for at indsamle efterretninger om Iran.

Hans familie beskyldte det iranske regime for "gentagne gange at lyve for verden" om Levinson.

- De, der er ansvarlige for, hvad der skete med Robert Levinson - inklusive dem i den amerikanske regering, der efterlod ham i mange år - vil i sidste ende mærke retfærdigheden ske fyldest for det, de har gjort, udtaler familien.

Den iranske regering har hele tiden fastholdt, at den ikke ved, hvad der er sket med Robert Levinson.

Meldingen om Levinsons død kommer, få uger efter at en amerikansk dommer fastslog, at Iran er ansvarlig for hans forsvinden.

USA's præsident, Donald Trump, siger onsdag på en pressebriefing om coronavirusset, at "det ikke ser godt ud" for Levinson.

- Jeg accepterer ikke, at han er død, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det ser ikke godt ud, men jeg vil ikke acceptere, at han er død.

- De har ikke fortalt os, at han er død. Men det er det, mange mennesker tænker, tilføjer præsidenten.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce