Annonce
Erhverv

Pensionisttilværelsen udskudt på ubestemt tid: Rekordmange bliver selvstændige

- Jeg er oprindeligt uddannet grafisk designer og har i mange år arbejdet som selvstændig med egen tegnestue, men lige før jeg fyldte 70 år, fik jeg lyst til at prøve noget helt andet. Jeg har altid været kreativ og brugt mine hænder, og hvis det ikke skulle være nu, hvornår skulle det så være, siger den i dag 74-årige Kirsten Sonne. Foto: Carsten Ingemann

Glem alt om middagslure, golf og et fredeligt otium - rekordmange seniorer springer ud som selvstændige, når de rammer pensionsalderen. Bare fordi man når en vis alder, er det ikke ensbetydende med, at man ikke længere kan bruges på arbejdsmarkedet, mener Abelone Glahn, der er aktuel med bogen ”Senior og selvstændig”

Job-karriere: Bridgeblanding i lange baner til ”Matador”. Tid til at bruge en hel eftermiddag på at løse en kryds og tværs eller nusse om haven og endnu mere tid til at springe til og passe børnebørnene i tide og utide - eller ej. For det er ikke alle seniorer, der ser frem til at kunne hoppe af karriereræset efter et langt liv på arbejdsmarkedet, og for nogen bliver overgangen til pensionisttilværelsen simpelthen for brat.

- Vi har med en generation at gøre, som er raske og rørige og klare i hovederne, og de identificerer sig bestemt ikke som pensionister. For rigtig mange af dem gælder det, at de stadig har lyst til at arbejde og bidrage med noget, og så hopper de ud i eventyret om at blive selvstændige, siger forfatter og kommunikationsrådgiver Abelone Glahn, som er aktuel med bogen ”Senior og selvstændig - tag hul på dit tredje arbejdsliv”.

Hun har tidligere skrevet en række bøger om selvstændige og har selv arbejdet som selvstændig de sidste 21 år, og da hun er tre år fra at ramme pensionsalderen, men ikke har planer om at stoppe med at arbejde, gik hun i gang med at undersøge det tredje arbejdsliv.

I bogen har hun fulgt selvstændige, der alle har det til fælles, at de for længst har rundet de 60 år, men har valgt at fortsætte deres arbejdsliv på egne præmisser.

Her møder man blandt andre parterapeuten, handymanden, strikkeeksperten og parret, der altid har haft lyst til at åbne en bed & breakfast. Og de er alle en del af en stigende tendens.

Ifølge tal fra Erhvervsstyrelsen er antallet af seniorer over 55 år, som oprettede CVR-nummer og kastede sig ud i iværksættereventyret i de første ni måneder af 2018, steget med 19,8 procent i forhold til samme periode året før. Og dermed var der flere seniorer end unge under 25 år, som lod sig registrere som selvstændige i den periode.

- Andelen af erhvervsaktive pensionister er stigende, og det hænger også sammen med, at vi ikke bliver nedslidte på samme måde som tidligere, og så er der masser af gode år tilbage i en til at kaste sig over arbejde, hvor det er lysten, der driver værket, siger Abelone Glahn, der har rundet de 64 år.

Fra skrot til smykker

En af dem, for hvem tanken om ikke at have et arbejde at stå op til hver dag, var helt utænkelig, er grafiker og smykkedesigner Kirsten Sonne, der optræder som en af de selvstændige seniorer i bogen.

Hver morgen står hun nemlig op og åbner sin smykkebutik i København. Her fremstiller og sælger hun halskæder og smykker med komponenter af blandt andet teskeer og møtrikker fra gamle ure, legeklodser og karabinhager, dukkearme og alskens andet skrot, hun har opstøvet.

- Jeg er oprindeligt uddannet grafisk designer og har i mange år arbejdet som selvstændig med egen tegnestue, men lige før jeg fyldte 70 år, fik jeg lyst til at prøve noget helt andet. Jeg har altid været kreativ og brugt mine hænder, og hvis det ikke skulle være nu, hvornår skulle det så være, siger den i dag 74-årige Kirsten Sonne.

Så hun sprang hovedkulds ud i drømmen og åbnede sin egen smykkebutik, og selvom der måske umiddelbart er langt fra at sidde og producere smykker af genbrugsmaterialer til at tegne grafiske løsninger til bogomslag på en computer, så har hun kunnet bringe mange af de samme kreative kompetencer i spil i sit nye liv som selvstændig smykkedesigner.

- Jeg gør meget ud af at understrege, at det her ikke bare er en hobby. Kunstnerisk og håndværksmæssigt er niveauet meget højt qua min lange karriere og baggrund som grafisk designer. Og hvis jeg ikke skulle lave smykker, er jeg sikker på, at jeg havde fundet på noget andet kreativt, jeg kunne arbejde videre med, for jeg kan simpelthen ikke lade være - hverken med at arbejde eller være kreativ, siger Kirsten Sonne.

Friheden motiverer

Noget af det, der kendetegner de selvstændige seniorer, er også, at de enten har udskudt pensionisttilværelsen for i stedet at kaste sig ud i at realisere en livslang drøm, eller at de fortsætter med at arbejde inden for deres fag, men på deres egne præmisser, eksempelvis som konsulent eller rådgiver.

- For begge grupper gælder det, at de er stoppet op og har tænkt over, hvad de gerne vil bruge resten af livet til. Samtidig oplever de en frihed og glæde ved at tilrettelægge deres tid, præcis som de har lyst til, og stadig holde sig aktive både fysisk og oppe i hovedet, siger Abelone Glahn.

Særligt den høje grad af frihed bliver gang på gang fremhævet som en af hovedårsagerne til at blive ved med at arbejde, men også det sociale aspekt med kunder og samarbejdspartnere, som mange ellers har vinket farvel til, da de mistede deres tidligere kolleger, er en god motivation til at fortsætte som selvstændige.

For nogle faggrupper er det også nemmere at komme i gang med at være selvstændig, fordi arbejdet ikke afhænger af eksempelvis maskiner og dyre computere, man ikke sådan lige kan tage med hjem. Det gælder blandt andet de mere kreative fag, hvor kompetencerne ikke på samme måde forsvinder, hvis de ikke bliver vedligeholdt hver dag.

- For de kreative, livslange fag kan overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse måske virke blødere, fordi det er nemmere at fortsætte som selvstændig, frem for en maskinarbejder, der er afhængig af at møde op på arbejdspladen for at kunne udføre sit arbejde. Derfor bliver vi også nødt til at tænke meget mere over at gøre overgangen mere flydende og harmonisk, så folk ikke føler, de ikke længere kan bruges, siger Abelone Glahn.

Blandt andet mener hun, at man fra politisk hold skal kigge meget mere på, hvordan seniorordninger kan tilpasses den enkeltes behov. Det kan for eksempel være, at arbejdsgiveren skal være mere fleksibel i forhold til arbejdstider, så der også er tid til at hente børnebørnene indimellem, eller at flere får muligheden for at komme på deltid.

En jungle af regler

Det er dog ikke kun seniorordningerne, der træner til et ansigtsløft. Forholdene for selvstændige seniorer trænger også til en overhaling, mener Abelone Glahn. For som det er nu, er det en jungle af regler at finde hoved og hale i, en jungle, som mange seniorer ender med at fare vild i.

- Det kan tage pusten fra en, men man skal ikke give op. Man skal bare forberede sig på nogle lange telefonsamtaler med det offentlige. Der er klart nogle forhold, som ikke er tilpasset de erhvervsaktive pensionister, og det bør man se at få ryddet op i fra politisk hold, siger hun.

Blandt andet får man ikke noget ud af en a-kasse son seniormedlem, for man er ikke længere berettiget til dagpenge, og så kan man også blive trukket i sine pensionstillæg og boligydelse, hvis man tjener for meget.

Samtidig skal man også være opmærksom på, at man ikke kan stoppe sin opsparede pensionsudbetaling, hvis først man er gået på pension.

- Det kan være noget værre bøvl, hvis man ikke lige er opmærksom på alle de små regler, og derfor håber jeg også med bogen at være med til at sætte fokus på, at man skal gøre det nemmere for denne gruppe. Det er jo en kæmpe arbejdsduelig gruppe, som desværre tit bliver overset, kun fordi de har passeret en vis alder, siger forfatter Abelone Glahn.

Ingen planer om at stoppe med at arbejde

For smykkedesigner Kirsten Sonne har det dog vist sig at være meget mere tidskrævende at være butiksindehaver end selvstændig grafiker. For selvom hun kendte til livet som selvstændig med alt, hvad det indebærer af momsregnskaber, lønninger og regler for sygedagpenge, har det vist sig at være noget helt andet at drive butik. Og det er kommet bag på hende.

- Jeg synes, det er sjovt hver dag at gå på arbejde, for ellers ville jeg ikke gøre det, men det forpligter på en helt anden måde at have en butik, hvor folk forventer, jeg har åbent. Og hvis jeg er forhindret, er det også mit ansvar at finde en vikar. At jeg er så bundet af butikken, ender nok også med at gøre en ende på det på et tidspunkt, siger hun.

Men dog ikke foreløbig. Til at begynde med er planen at få en praktikant, som kan tage sig af alle de ting, der også følger med at have butik, som markedsføring og promovering, som Kirsten Sonne ikke selv interesserer sig for, men som skal ordnes. Men at trække sig tilbage som pensionist sker ikke, så længe helbredet er med hende.

- Jeg tænker slet ikke på at holde op med at arbejde, for det kan jeg ikke, men ser man længere ud i fremtiden, har jeg nok skiftet min egen butik ud med en plads i en kollektiv butik, som ikke på samme måde er afhængig af, at jeg står der hver dag. Men mit kunstneriske talent vil jeg blive ved med at leve af, siger hun.

Abelone Glahns bog ”Senior og selvstændig - tag hul på det tredje arbejdsliv” udkommer 28. februar.

Annonce
Vi har med en generation at gøre, som er raske og rørige og klare i hovederne, og de identificerer sig bestemt ikke som pensionister.

Abelone Glahn

Abelone Glahns fem gode råd til at blive selvstændig senior

1. Produktet/ydelsen

- Man skal være sikker på, at man sælger en vare eller ydelse, som andre har brug for. Er der ikke nogen efterspørgsel og kunder, bliver det virkelig op ad bakke.

2. Tal med din partner

- Man skal forventningsafstemme med sin partner, før man bliver selvstændig. Hvis man ikke er lige gamle, kan det nemlig have betydning for den anden økonomisk. Det kan også være, at ens partner har glædet sig til, at I skal gå på pension sammen.

3. Tal med familien

- Har man voksne børn, der selv har fået børn, er det en rigtig god idé at snakke med dem om, hvad de tænker. Mange forventer indirekte, at man står mere til rådighed, når man bliver pensioneret, men det er jo langt fra sikkert, hvis man springer ud som selvstændig.

4. Økonomien

- Man skal være sikker på, at man ikke bliver ruineret. Derfor skal man også have lagt en plan for, hvordan opstartsfasen skal finansieres. For man skal selvfølgelig ikke investere mere, end man har råd til at tabe, for man har ikke tid til at rette op på et dårligt regnskab. Så pas på dine pensionspenge.

5. Reglerne

- Man skal have styr på, hvilke regler som gælder i forhold til sygedagpenge, pensionsydelse, a-kasse og fagforening. Det er en jungle for den uerfarne, men ikke noget, der skal tage pusten fra en. Dog skal man forberede sig på nogle lange telefonsamtaler med det offentlige.

Grafiker og smykkedesigner Kirsten Sonne fremstiller og sælger smykker med komponenter af blandt andet teskeer og møtrikker fra gamle ure, legeklodser og karabinhager, dukkearme og alskens andet skrot, hun har opstøvet. Foto: Privatfoto
- Andelen af erhvervsaktive pensionister er stigende, og det hænger også sammen med, at vi ikke bliver nedslidte på samme måde som tidligere, og så er der masser af gode år tilbage i en til at kaste sig over arbejde, hvor det er lysten, der driver værket, siger forfatter Abelone Glahn, der selv har rundet de 64 år. Foto: Carsten Ingemann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Esbjerg For abonnenter

Ramt af vandmasserne: - Vi kan sidde i stuen og fiske

Annonce