Annonce
Udland

Pentagon afsætter nye milliarder til Donald Trumps grænsemur

Jose Luis Gonzalez/Reuters
USA's forsvarsministerium har omdirigeret næsten ti milliarder dollar fra militære indkøb til Mexico-mur.

Det amerikanske forsvarsministerium afsætter yderligere 3,8 milliarder dollar til at bygge en mur langs en del af grænsen mellem USA og Mexico.

Annonce

Det oplyser ministeriet torsdag.

Beløbet, der svarer til 22,7 milliarder kroner, vil blive brugt til at opføre en beton- og stålbarriere på 285 kilometer, som ifølge præsident Donald Trump vil forhindre migranter i ulovligt at slippe ind i USA.

Med det nye beløb er det amerikanske militær de seneste to år blevet tvunget til at omdirigere totalt 9,9 milliarder dollar til grænseprojektet.

Kongressen har flere gange afvist forslag fra Trump om at bevilge penge til en grænsemur.

Men i februar sidste år erklærede Trump en national nødtilstand ved landegrænsen til Mexico, hvorfra USA - ifølge Trump - var udsat for en invasion af mennesker, narko og kriminelle bander.

Ved at erklære nødtilstand kunne Trump uden Kongressens indblanding flytte penge fra det føderale budget til at finansiere grænsemuren, som var et af hans største løfter under præsidentvalgkampen i 2016.

Torsdag meddelte Trump, at nødtilstanden er forlænget frem til udgangen af februar 2021, selv om antallet af migranter, som krydser grænsen ulovligt, er markant lavere nu end for et år siden.

- Yderligere handling er nødvendig for at tackle den humanitære krise og for at kontrollere ulovlig migration og strømmen af narkotika og kriminelle over USA's sydlige grænse, hedder det i begrundelsen.

De 3,8 milliarder dollar, som er annonceret torsdag, vil blive taget fra planlagte køb af køretøjer til hæren, fartøjer til flåden og transport- og kampfly til søværnet og luftvåbnet.

Ifølge Pentagon skal beløbet ses som et bidrag til andre myndigheders bestræbelser på at bekæmpe indsmugling af narko til USA.

Men Trump har gjort det klart, at formålet med muren er at holde migranter fra Central- og Sydamerika væk.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce