Annonce
Indland

PET vil fortælle byret om efterforskning i Syrien

Byret skal høre om en særlig enhed i Islamisk Stat. Den testede udstyr til droner.

Politiets Efterretningstjeneste har arbejdet i Syrien, og det skal en medarbejder nu fortælle om i en usædvanlig straffesag om terrorisme.

Det oplyser to anklagere i Københavns Byret mandag, som er første dag i sagen om indkøb af droner, kameraer og andet udstyr til Islamisk Stat.

Men anklagerne ønsker ikke, at medarbejderens forklaring skal blive kendt offentligt.

Afhøringen, der er planlagt til at finde sted tirsdag, bør ske bag lukkede døre af hensyn til blandt andet statens forhold til fremmede magter, lyder kravet.

Dørlukning ønsker senioranklagerne Sidsel Klixbüll og Kristian Kirk også, når det gælder et kvindeligt vidne. Hun har opholdt sig i Islamisk Stat. Her er det frygt for kvindens sikkerhed, som ønsket begrundes med.

Dommerne i byretten tager stilling til begæringerne tirsdag.

I øvrigt indkaldes også familiemedlemmer til de tre tiltalte og forskellige eksperter som vidner under sagen, som varer frem til november.

Flere af de sagkyndige skal undervejs oplyse nævninger og dommere om Islamisk Stat. Herunder om en særlig enhed, som har taget sig af test af droner og andet udstyr.

Navnet på enheden er Katibat Al-Baraa Bin Malik, oplyser Sidsel Klixbüll, da hun mandag trækker sagens linjer op.

På skærme i retslokalet viser hun et af enhedens dokumenter, som en kvinde fra det amerikanske Harvard-universitet fandt i Mosul i det nordlige Irak. Mosul var på et tidspunkt behersket af Islamisk Stat.

- Det er beviser fra slagmarken, bemærker senioranklageren.

Papiret er videregivet til dansk politi. Det er en slags standardformular om test af propeller, kamera og elektronik. På papiret er der firkantede kasser, som kan afkrydses. Bombing, Anti-drone, Spy, Training, Explosive Plane, står der. En emir har skrevet under.

Tiltalen drejer sig om en lang række indkøb, som tre mænd skal have gjort. Videoantenner, servomotorer, propeller, strømregulatorer, fjernstyringsenheder, vindposer, termiske kameraer, hastighedscontrollere, styresignalsæt og andre ting er nævnt i anklageskriftet.

Mændene nægter sig skyldige i at have medvirket til forsøg på terrorisme. Og to af dem afviser også påstanden om, at de med indkøb af udstyr medvirkede til et konkret angreb på en syrisk base.

Byretten ventes at afsige dom i november.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce