Annonce
Udland

Peter Aalbæk: Netflix-forbud mod cigaretter er hykleri

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Netflix-initiativ mod rygning kan amputere den filmiske fortælling, mener filmproducent Peter Aalbæk Jensen.

Der er tale om hykleri, når streamingtjenesten Netflix vil skrue ned for antallet af cigaretter i egne film og tv-serier.

Det mener Peter Aalbæk Jensen, filmproducent og medstifter af produktionsselskabet Zentropa.

- Det er mærkværdigt, at man prøver at sige, at ryger folk på film, så animerer det folk til at blive rygere. Men banker man løs på hinanden med et jernrør i en film, så animerer det ikke nogen til at begå vold.

- Jeg tvivler på, at man stopper vold på amerikansk film og tv. Og så længe den er der, så er hykleriet i højsædet, siger Peter Aalbæk Jensen.

Ifølge Peter Aalbæk Jensen er det "forventeligt", at Netflix er kommet med et tiltag på området. Han mener, at det skyldes et stort fokus på "korrekthed".

Streamingtjenesten har besluttet sig for, at rygning og brugen af e-cigaretter skal være forbudt i egne produktioner, hvor aldersgrænsen er 14 år eller lavere.

Der kan dog gøres undtagelser af særlige "historiske eller faktuelle årsager".

Derudover må produktioner med højere aldersgrænser kun have scener med rygning, hvis det er "essentielt for den kreative vision eller er definerende for karakteren".

Peter Aalbæk Jensen tror ikke, at der kommer lignende tiltag i det danske filmlandskab. Han mener nemlig ikke, at Netflix' argumentation holder.

Ifølge filmproducenten kan et forbud mod smøger på skærmen være skadeligt for den filmiske fortælling.

- Jeg ved, at enhver instruktør og fotograf elsker røg, fordi det laver et fantastisk billede. Og skuespillerne elsker at have en cigaret at klamre sig til, fordi det er med til at skabe figuren.

- Så det er en filmisk og fortællemæssig amputering, siger Peter Aalbæk Jensen.

Netflix-initiativet er kommet som reaktion på en rapport, der viser, at antallet af scener med tobak i tjenestens tv-serier er næsten firedoblet i det seneste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Butikschef jagtede kødtyv på gaden

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Annonce