Annonce
Sønderjylland

Peter vender hjem til Sønderjylland: Bliver ny lægelig direktør på sygehus

Peter Sørensen vender hjem til Sønderjylland og bliver ny lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland. Privatfoto
Sygehus Sønderjylland har nu fundet en ny lægelig direktør. Det bliver Peter Sørensen, som kommer fra en stilling som ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, men er født og opvokset i Sønderjylland. Han tiltræder 1. juli 2020.
Annonce

Aabenraa: 56-årige Peter Sørensen bliver ny lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, hvor han tager over efter Bjarne Dahler-Eriksen, der er ansat som lægelig direktør på Odense Universitetshospital (OUH).

Det skriver Sygehus Sønderjylland i en pressemeddelelse.

Dermed bytter de to arbejdssted, da Peter Sørensen kommer fra en stilling som ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på OUH med cirka 450 ansatte under sig. Han er uddannet læge med speciale i onkologi og har siden 2011 været ledende overlæge på OUH. Før det har han blandt andet haft en lederstilling på et amerikansk ledet hospital i De Forenede Arabiske Emirater.

Peter Sørensen har et godt kendskab til Sønderjylland, da han både er født og opvokset i området og har haft turnus i det sønderjyske, da han blev uddannet som læge.

- Sygehus Sønderjylland er i en meget positiv udvikling på en lang række områder, både når det gælder behandlingskvalitet, medarbejdernes trivsel og rekruttering af dygtige medarbejdere. Derudover er hele forskningsområdet ved at blive styrket. Jeg glæder mig til at blive en del af den udvikling,

I forbindelse med jobskiftet flytter Peter Sørensen fast til Sønderjylland, hvor han har en bolig i nærheden af Årøsund.

Blå bog

  • Peter Sørensen er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet (1. del) og Odense Universitet (2. del) i 1990, og blev i 1999 speciallæge i onkologi.
  • Han har desuden en fleksibel master i offentlig ledelse (FMOL) fra Syddansk Universitet/Aarhus Universitet i 2015.
  • Siden 2011 har Peter Sørensen været ansat som ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Forud for det var han først stedfortrædende for den ledende overlæge (2008-2010) og dernæst fungerende ledende overlæge (2010-2011).
  • Tidligere har Peter Sørensen været ansat som faglig og administrativ leder af strålebehandlingsafsnittet på det amerikansk-ledede hospital Tawam Hospital i De Forenede Arabiske Emirater (2007-2008).
Annonce

En dygtig og engageret leder

Som lægelig direktør kommer Peter Sørensen til at indgå i Sygehus Sønderjyllands direktion, som består af administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau og sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen. Han vil sammen med den øvrige direktion få ansvaret for at lede og udvikle Sygehus Sønderjylland.

Derudover vil Peter Sørensen få en særlig rolle på det lægefaglige område, hvor han blandt andet skal arbejde med at forbedre patientforløbene på tværs af sygehusets specialer og matrikler, at styrke sygehusets uddannelsesmiljø i forhold til videreuddannelse for læger og at sikre, at sygehuset også i fremtiden kan tiltrække kvalificerede læger.

- Jeg kender Peter som en dygtig og engageret leder, der med succes har stået i spidsen for en stor og kompleks afdeling på OUH, og som har et stort ledelsesnetværk både lokalt og nationalt. Peters erfaring og tilgang til udvikling af faglighed og organisation passer rigtig godt til Sygehus Sønderjylland. Jeg ser frem til at få ham med ombord, siger administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau.

Der var 6 ansøgere til stillingen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce