Annonce
Indland

Pfizer fordobler levering af vaccine til Danmark i april

Fra april modtager Danmark over 200.000 vaccinedoser om ugen fra Pfizer/BioNTech. I marts er det under 90.000.

Danmark modtager fra april over 200.000 vaccinedoser om ugen af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Det siger Statens Serum Institut (SSI) til Berlingske.

Der har ikke tidligere været opgivet tal for, hvor mange vaccinedoser fra Pfizer der forventes leveret i april, men SSI oplyser, at antallet er som forventet.

Helt præcist drejer det sig om 202.410 vaccinedoser om ugen.

Det er mere end en fordobling af det nuværende niveau. I første uge af marts forventes der 80.730 vaccinedoser fra Pfizer, mens der i resten af måneden forventes 87.750 doser.

Der har ikke tidligere været opgivet tal for, hvor mange vaccinedoser fra Pfizer der forventes leveret i april, men SSI oplyser, at antallet er som forventet.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender ventes der at komme mere end to millioner vaccinedoser til Danmark i april. Det fremgår ikke, hvilket firma vaccinerne kommer fra.

Vaccinationskalenderen er dog senest opdateret den 26. februar.

Pfizer Danmark fortæller til Berlingske, at de "er glade og stolte over at kunne forøge leverancerne betragteligt i april".

- Det er blandt andet et resultat af den opjustering, som vi lavede på vores belgiske fabrik i uge 3, og som kortvarigt medførte, at vi leverede færre doser. Samlet set har vi forpligtet os til at levere 500 millioner doser vaccine til EU i 2021, siger Lars Møller, administrerende direktør for Pfizer i Danmark, til Berlingske.

Coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech var den første godkendte vaccine til brug i EU. Det første stik med vaccinen blev givet i Danmark den 27. december.

Det er også den vaccine, som Danmark har vaccineret flest med. En opgørelse fra SSI viser, at tre ud af fire vaccinerede danskere har fået stik med Pfizer-vaccinen.

Den har vist en effektivitet på 95 procent i beskyttelse mod smitte med coronavirus.

I alt er foreløbigt 185.677 personer færdigvaccineret i Danmark.

/ritzau/

Berlingskes artikel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce