Annonce
Sport

Philip og de andre Grindsted-drenge spiller blandt Danmarks bedste U19-håndboldhold

Philip Glud Jørgensen er 19 år og går i 3.g på HHX i Grindsted. Foto: Andreas Bonde Pedersen
Philip Glud Jørgensen og resten af GGIF's U19-drenge er en del af et talentfuldt hold, der skaber fundamentet for en lokal kultur, der går igen på samtlige årgange i GGIF.

Grindsted: På en tidlig tirsdag aften i Lynghallen i Grindsted skal et slag til at stå. Et slag, som 19-årige Philip Glud Jørgensen fra Grindsted, har prøvet mange gange før.

GGIF's U19 ligadrenge tager imod bundproppen fra Randers HH. Dette slag har afgørende betydning for, om drengene fra Grindsted kan kalde sig for bundhold eller midterhold i deres håndboldliga det næste halve år.

I den endnu tomme hal, pyntet med lillafarvede vægge og med plads til cirka 350 tilskuere på de grå plastiksæder, sidder Philip og anskuer halgulvet, hvor aftenens slag skal stå.

Den unge venstrefløj siger med et forventningsfuldt udtryk, at han tror, det bliver en tæt og fysisk kamp, inden han går ind til holdkammeraterne, der sidder klar ved træner Jacob Pedersens taktiktavle.

I det lille mødelokale er der løssluppen stemning og højt humør, indtil Jacob Pedersen med en kort bemærkning får drengene til at slå lytte bøfferne ud. Flere hænder svæver frit i luften i håbet om at få taletid og komme med inputs til det, der bliver vist på video og tegnet på tavlen.

Annonce

Der er som sådan ikke et resultatmæssigt mål. Det vigtigste er at få de her kampe hver uge, så de her drenge forhåbentlig kan spille på førsteholdet inden for nogle år.

Jacob Pedersen, træner for U19-holdet

Et større billede

Ikke nok med, at Philip og holdkammeraterne snart skal spille deres 9. ligakamp, så er de faktisk også en del af et større billede i GGIF. Sammen med Talent Billund, der har eksisteret i halvandet år, satser man stort på talentarbejde, heriblandt håndbold.

De første frugter er ved at blive høstet i GGIF's ældste ungdomsafdeling, hvor drengene i september kvalificerede sig til U19 Ligaen for første gang, og møder nu nogle af landets bedste hold uge efter uge.

Træner Jacob Pedersen byder disse frugter velkommen, men lægger vægt på, at det - for nu - ikke er de resultatmæssige præstationer, der er førsteprioritet lige nu, men snarere den udvikling hans spillere får ved at spille mod de bedste.

- Der er som sådan ikke et resultatmæssigt mål. Det vigtigste er at få de her kampe hver uge, så de her drenge forhåbentlig kan spille på førsteholdet inden for nogle år, siger Jacob Pedersen.

Det samme fortæller cheftræner for seniorernes førstehold, Flemming Pedersen, der mener, det er meget afgørende for klubben, at ungdomsholdet, der også fungerer som klubbens andethold, har et højt niveau.

- Vi vil gerne arbejde med talentudvikling og lokal talentudvikling. Derfor er det afgørende, at de reelt også har et niveau, hvor de kan være med seniorerne, og det har de, siger Flemming Pedersen.

God første halvleg

Omkring 65 mennesker har efterhånden fundet plads på de grå sæder i hallen.

Ud af højtalerne brager der tung basmusik, der kunne minde om fredag aften på Basement i Grindsted. Blikkene fra spillerne er lige så klistrede på kampbolden, som den nyåbnede bøtte med harpiks, der næsten allerede er tom.

Kampen er i gang, og Philip indtager sin plads på venstre fløj. De første 10 minutter føles som en nervøs start, og de to hold følges meget godt ad.

Man opfanger hurtigt, at udeholdets fans, der er mødt talstærkt op, har sat sig på sektionen i højre side. Et jubelbrøl flyver gennem hallen, hver gang de grønblusede fra Randers rammer netmaskerne.

Første halvleg giver GGIF en skade til en i forvejen smal trup, og Philip rykkes fra fløj til back. Alligevel er GGIF det bedste hold i 1. halvleg, hvor de går til pause med en føring på 17-13.

U19 Liga

Liga er det højeste niveau, man kan spille håndbold på i U19-årgangen.

Der er er pulje med 12 hold i Vestdanmark (Jylland) og en pulje med 10 hold i Østdanmark (Fyn og Sjælland).

Turneringen slutter i april, hvor to hold fra øst og to hold fra vest går videre til DM-finalerne.

Grindsteds næste kamp er lørdag den 14. december klokken 14, hvor man hjemme i Lynghallen tager imod Aalborg Håndbold, som er rækkens nummer 4.

Det gode samarbejde starter nedefra

Philip og hans holdkammerater har en håndbold i hånden op til syv gange om ugen. Derfor er det også nødvendigt, at man har et godt sammenhold indbyrdes. Spillerne sparrer meget med hinanden internt: Både omkring fokuspunkter og mangler på banen, men også omkring alt andet end håndbold.

- Vi snakker med hinanden om alting, fortæller Philip med et smil på læben.

Han uddyber desuden, hvordan det gode samarbejde i klubben starter nedefra i samvirke med Talent Billund, hvor niveauet også er rigtig højt.

- Det gode samarbejde starter for eksempel med, at dem fra U15 kan træne med dem fra U17, dem fra U17 kan træne med dem fra U19 og visa versa derop af. Det gode samarbejde starter nedefra, og alle er med til at hjælpe hinanden op. Det er en meget sund klub.

Philip Glud Jørgensen tager springet fra venstre fløj. Foto: Andreas Bonde Pedersen

To scoringer

2. halvleg bliver skudt i gang, og der går ikke længe, før man kan se forskellen på en 12. og en 9. plads i ligaen.

Philip scorer sit 1. mål i det 37. minut efter en overtalssituation, og bringer GGIF foran 22-17.

Spillerne fra Randers begynder at se lidt tunge ud, flere og flere tekniske fejl bliver begået. Det hjælper heller ikke, at de får tilegnet sig nogle tominutters udvisninger.

På den anden halvdel af banen kommer det til Phillips fordel, da han i overtalsperioderne får lov til at vende tilbage til sin fløjposition. Her scorer han sit andet mål og slukker reelt lyset for Randers-spillerne med 10 minutter igen med scoringen til 27-20.

I det 58. minut kommer hjemmeholdets fans op i gear. Der bliver klappet i takt, og den løsslupne stemning fra taktikrummet er tilbage igen - både på bænk og bane. Kampen ender 31-24 til GGIF, og både Philip Glud Jørgensen og Jacob Pedersen er glade for resultatet.

Hvem var det der vandt i dag? Foto: Andreas Bonde Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Flytter produktionen til Polen: Danfoss lukker fabrik i Kolding og nedlægger 335 stillinger

Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Esbjerg

Vred bilist bliver sigtet for vold

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];